For nyligt købte jeg denne flotte sorte tankvogn fra Sachsenmodelle, der nu er en del af firmaet Tillig. Togdillen i Valby havde enkelte gamle vogne fra Sachsenmodelle tilbage, og denne her kostede vist omkring 200,-

GULF tankvogn fra Sachsenmodelle

Som det ses er vognen mærket GULF, og på den ene navneplade kan man se at vognen ejes af Danish American Gulf Oil Company A/S i København. Det er en nydelig lille vogn der ruller godt, og har kortkoblingskulisse, dvs. at man kan udskifte de almindelige koblinger med kortkoblinger så vognene kører mere eller mindre puffer ved puffer.

GULF tankvogn fra SachsenmodelleVognen, der har nummer ZE 503 167, er i følge Jernbanen.dk bygget i 1922 og blev i 1946 købt af ovennævnte firma. Den skulle have en længde over pufferne på 8,2 meter, men modellen er omregnet fra 1:87 hele 8,8 meter lang, dvs. den er lidt for lang i forhold til forbilledet. Så vidt jeg husker fra anmeldelsen i Lokomotivet (hvilket nr.?) skal de to gelændere ved åbningen i tanken øverst ikke være der.

På trods af unøjagtighederne er det en fin vogn, som jeg er glad for at have købt. Sachsenmodelle laver normalt vogne i flot kvalitet, og denne er ingen undtagelse. Nu mangler den bare at blive patineret og få ny koblinger…