CP3215.jpg

Selvom jeg foretrækker godstog på grund af variationen, især den internationale, skal der jo også være plads til passagertog. Af to omgange har jeg købt to af Heljans flotte CP-vogn, med numrene 2851 og 3215, som hver kostede 350 kr. De har en rigtig god størrelse til modelbanen, da det jo ser flot ud med bogievogne, men samtidig kan være et problem med plads til de rigtig lange vogne. Så kan man jo snyde som f.eks. Märklin og forkorte vognenes længde til 1:120, men så foretrækker jeg en model af en lidt kortere vogn!

Ifølge Jernbanen.dk har der eksisteret i alt 231 vogne med dette litra. Ovenstående vogn, CP 3215, var bygget i 1914 og skulle have været 17,81 m lang, hvilket svarer til 20,5 cm i skala H0. Ifølge mit målebånd passer det meget godt med modellen. De samme tal gælder for den anden vogn, CP 2851, der dog var to år ældre.

CP-kortkobling.jpg

Jeg har sat nye Märklin kortkoblinger på vognene, og de ser meget bedre ud end før. Der mangler dog stadig 1-2 mm, før det er helt sikkert for passagererne at gå fra vogn til vogn. Der er dog et problem med bøjlen på koblingen, der næsten ikke kan bevæge sig på grund af en lille imiteret koblingskrog lige under harmonika-overgangen. Når jeg skal til at køre med vognene, skal den nok klippes af.

Der er ikke meget forskel på de to vogne bortset fra tagventilerne. Vognenes tag er nydeligt antydet tagpap, men på dem begge er der en lille cirkulær fordybning, der godt kunne se ud som om det er en støbefejl. Er det mon det, eller har det haft en funktion?

Ellers er det meget flotte vogne med fine skarpe påskrifter og detaljer. Mange af detaljerne er så fine at man skal passe godt på, når man tager dem ud af kassen for ikke at knække noget af.

2xCP.jpg


Lignende indlæg:

  1. Tankvogn fra Sachsenmodelle
  2. Kødvogn litra IAK fra Heljan
  3. Kortkobling?