Mon 1 May 2006
Kødvogn litra IAK fra Heljan
Skrevet af Occam i Danmark 1954 , Epoke , Godsvogne , Heljan , Materiel , ProducenterSkriv en kommentar

I Togcenter Gentoftes brugtafdeling købte jeg for nyligt et ældre byggesæt fra Heljan. Det var heldigvis helt ubrugt og viste sig at være meget nemt at samle. Vognkassen var samlet og skulle blot detaljeres, og undervognen skulle bare have påsat hjul, bremser og koblinger. Delene var malet på forhånd, mens de sad på plastarkene, hvilket gav dem en flot finish i forhold til farvet plast. Desværre betød det så også, at når man skar f.eks. taget fri, blev den underliggende plastfarve blotlagt, som det kan ses på kanten af taget forneden.
Det er selvfølgelig ikke noget stort problem, da man bare kan give det en dråbe maling, men problemet kunne alligevel let være løst ved at have placeret støbekanten på tagets underside istedet, som især Kibri er gode til.
Vognen har litra IAK, er nummer 21068 og er tydeligt mærket “Kødvogn”. Den er endvidere mærket RIV, dvs. at den også må køre uden for Danmark. Vognen er malet hvid for at forsøge at holde temperaturen nede inde i vognen. Ifølge Jernbanen.dk var vognen bygget i 1945 og havde oprindeligt litra IAR. Vognen kunne rumme 17 tons kød, som blev ophængt i kødkroge. Vognen var 9,26 m lang, hvilket svarer til 10,64 cm i 1:87, og det passer fint med Heljans model.
Lignende indlæg: