Wed 31 May 2006
Så er det nye nummer af Lokomotivet kommet, nr. 86. Som sædvanlig er det et glimrende blad med flere gode artikler.
Den første artikel handler om person-, post- og rejsegodsvogne i model i epoke III. Artiklen indledes med en introduktion til epokebegrebet, og bringer desuden en oversigt over alle de nævnte typer i model.
Den næste artikel er en meget faktuel artikel om dekodere fra Lenz, ESU og Uhlenbrock og deres egenskaber. Her kunne man dog godt savne en vurdering af de enkelte dekodere.
Den tredje artikel fortsætter den gode serie om dioramaer, hvilket jo er et glimrende alternativ for os, der ikke har plads til en permanent bane. Dette nummers diorama, der hedder “Ledvogteren – og især hans datter”, er klart det flotteste i serien, og fortæller mange gode historier. Desværre er der et eller andet mærkeligt med billederne, der ikke får dioramaet til at se helt rigtigt ud. Jeg har svært ved præcis at sætte fingrene på hvad det er, men måske er det hvidbalancen? Flere steder er lyset også meget hårdt og giver kraftige skygger. Det skal siges til fotografens forsvar, at det er møgbesværligt at fotografere dioramaer, men et bedre resultat ville nok være opnået med en bedre lyssætning eller simpelthen ved at gå udendørs.
Dernæst følger en kort oversigt over jernbanefærger i epoke III med små tegninger af de enkelte færger.
Så følger en artikel om private vogne hos privatbanerne (hmmm, er de ikke allesammen private?
), med fine billeder af pudsige vogne.
Den sidste store artikel er nok min favorit i dette nummer, nemlig en byggevejledning til en model af et gammelt DSB vandtårn. Det virker ikke voldsomt kompliceret at bygge, så det kan være jeg lader mig friste en dag. På et billede fra Skanderborg Modeljernbaneklub kan man se, at det kan blive et rigtigt pænt lille tårn.
Ud over beskrivelserne af en række nyheder er der også en anmeldelse af de nye små Q-vogne fra Hobbytrade med både ris og ros. Også på MJ-blog kan du læse om en af vognene. En af nyhedsomtalerne i det nye Lokomotivet irriterer mig dog lidt, og det er omtalen af de nye GEOline spor fra Roco. Det virker som om de har skrevet ukritisk af fra en pressemeddelelse el. lign. De kalder dem “[...] en ny sportype, der i stil og udseende bedre matcher vore dages krav til modelspor.” Jeg så sporene for nylig i Kystbanen, og de ligner nærmest en billig plastikudgave af Märklins gamle blikspor. Mere brok om GEOline følger…
Men alt i alt endnu et godt nummer af Lokomotivet, som klart kan anbefales.