Tre åbne godsvogne fra Roco

I Kystbanen kan man for tiden købe et kampagnetilbud fra Roco. For lidt over 100 kr. får man en åben godsvogn læsset med et eller to køretøjer. Det tilbud var mere end jeg kunne stå for, og jeg købte derfor en af hver af de tre slags, der var til salg. Vognene har forskelligt nummer og er modeller af den tyske R10 vogn fra DB.

I følge Modellbahnfrokler.de er vogntypen fra længe før 2. verdenskrig og kørte helt op i epoke 4. Der skulle derfor ikke være nogle problemer med at køre med vognene i min valgte periode, sommeren 1954.

Køretøjerne der fulgte med vognene

Som nævnt fulgte der køretøjer med som ladegods, og de var alle malet i samme grønne farve. De er produceret af firmaet Wiking og er af glimrende kvalitet. De kan nemt skilles fuldstændigt ad, så de er lette at male. Det udnyttede jeg ved Folkevognen, og malede den istedet blank sort.

Entreprenørkøretøj Især det lille entreprenærkøretøj til venstre er fint lavet. Både hjul og bælter kan dreje rundt, og på siden af motorhjelmen kan man læse, at køretøjet er bygget af firmaet Hanomag. Ved en søgen på internettet på firmaet og typen, fandt jeg ud af at maskinen kom frem i 1953, hvilket jo passer perfekt.

De tre entreprenørkøretøjer trænger i høj grad til at blive patineret, men så vil de også være flotte som ladegods.

Til lastbilen fulgte også en kran til montering på ladet, men den har jeg ikke fået sat på endnu. Ladet på den kørende trillebør kan vippes ned, så der er også gode muligheder for et lille arbejdsdiorama.

En af vognene er blevet patineret

Tilbage til vognene.

De er som andre modeller fra Roco i fin kvalitet med skarpe påskrifter og gode detaljer. Sidestøtterne er aftagelige, og vognene har selvfølgelig kortkoblingskulisse. Det har jeg benyttet til at udskifte koblingerne med Märklins kortkobling. Vognene er dog lidt rigeligt ferske fra start af, så derfor har jeg patineret en af dem til at starte med. Den har fået samme tur som vognen fra Piko. Som det ses på billedet nedenfor, har det hjulpet noget.

Før og efter patinering

Derudover har jeg været en tur i parken og mishandle et træ, for at få en ny last til vognen!

Trælast nuppet i parken!

Efter at have fundet en mængde små grene der omtrentligt passede til store kævler i H0, savede jeg dem i stykker, så det passede med tre længder på ladet.

Desværre for naturelskerne må jeg sige, at det er grene direkte fra træet der virker bedste, da nedfaldsgrene er som regel for rådne. Efter de færdige stykker havde tørret, stablede jeg dem på ladet, og gav hvert lag en god klump kontaktlim. Så fik de lov til at ligge på ladet og tørre, og bagefter er de lige til at fjerne, hvis man hellere vil køre med tomme vogne.

Det er en stor fordel at bruge træ fra naturen fremfor f.eks. en plastikkopi, for det ser meget realistisk ud, uden hverken maling eller patinering. Det eneste problem er, at der er ret meget arbejde i hver brændestabel, men så holder den sikkert også næsten evigt.

Til slut vil jeg blot anbefale de billige vogne med de flotte laster. De fås også i en epoke IV udgave med lidt længere vogne og andre maskiner på ladet, og der er også en silovogn i serien. Til den gode pris kan man ikke gå galt i byen.

Tre Roco vogne

Lignende indlæg:

  1. Tankvogn fra Roco
  2. Om-vogn fra Roco
  3. N-maskine fra Roco