Da jeg for nylig skrev til en af min gode venner om min nye blog, skrev han tilbage med sin egen oplevelse af modeljernbanehobbyen. Jeg har fået lov til at bringe hans historie her:

“Jeg har altid interesseret mig meget for modeljernbane men har desværre aldrig rigtig fået gjort noget ved det. Min far har loftet fuld af Märklin H0 fra 40′erne og 50′erne, men det har kun været fremme én gang i mine 30 år. Det var til gengæld fantastisk – Banen fyldte begge mine forældres to store stuer, og det er et gigantisk anlæg at overskue, når man er en knægt på 7-8 år.

En lørdag eftermiddag, mens min far og jeg kørte på banen, bad min mor mig tage glas frem fra skabet til frokosten, og i min iver for at hjælpe tænkte jeg slet ikke over at skabets låger åbnede lige ind over den lange lige sporstrækning, som det gamle MY lokomotiv netop var på vej ad med et større vogntog efter. Et knald lød, da stammen på ganske få millisekunder blev bragt til fuld standsning af skabets låge.

Selvfølgelig kiggede jeg i første omgang på toget og dernæst på min far. Jeg ved ikke om det var toget, min far eller jeg der tog mest skade af ulykken. Min far blev i hvert fald temmelig ophidset over min skødesløshed i behandlingen af så fine gamle ting. Jeg blev temmelig betuttet, men jeg tror sådan set ikke der skete noget med MY’en, det voldsomme sammenstød til trods. Man byggede jo solidt dengang!

Kort efter blev banen pakket sammen og stillet tilbage på loftet. Jeg var næsten klar over, at min far ikke ville hente den frem igen lige med det samme. Derfor begyndte jeg at spare sammen til min egen bane, og snart lykkedes det mig at erhverve en Märklin H0 startpakke fra Anvas lejetøjsafdeling, som i en periode gav 25% rabat på Märklin og dermed gjorde det muligt for mig at komme igang med egen bane.

Märklin startsætPakken bestod af en lille oval af metalspor, det mindste lokomotiv man kan forestille sig og to små godsvogne, som lokomotivet akkurat havde trækkraft til at slæbe rundt på ovalen. Selv om det nu var mit eget tog og jeg selv bestemte præcis hvor ofte jeg ville køre med det, så mistede jeg hurtigt interessen for at køre rundt på min lille oval. Når man havde oplevet min fars kæmpe bane og blot fik 10 kr. i lommepenge om ugen, så indså jeg at ambitioner om en ligeså stor bane var nyttesløse.

I stedet har jeg et par gange siden spurgt min far til mulighederne for at tage banen frem igen – det er endnu ikke lykkes. Det kan heldigvis stadig nås og måske er chancerne nu større end nogensinde. Min far har trukket sig tilbage og har bedre tid end nogensinde, så måske nu hvor jeg selv har rundet de 30 år. Jeg er i hvert fald spændt på rigtig at se MY’en efter for skader og hvis der bliver en gang mere, så vil jeg helt sikkert passe rigtig godt på det fine gamle tog.”