Modeljernbanen nr. 10Bedre sent end aldrig følger her en anmeldelse af tidsskiftet Modeljernbanen fra 1951-52!

For nylig var jeg inde i den hyggelige butik Model & Hobby ved Nørreport i københavn, og her lå der en kasse med gamle modeljernbaneblade. Jeg købte tre numre af Modeljernbanen, der så vældigt interessante ud. Jeg tror de kostede en tier tilsammen.

Nr. 10, som ses til venstre reklamerer på forsiden med DSBs nye plakat af Lillebæltsbroen! På titelbladet kan man se at bladet er intet mindre end “Officielt Organ for danske Modeljernbaneklubber“. Så følger en artikel om Roms nye hovedbanegård og dernæst en om stopsignaler. Fotografier giver eksempler på andre folks byggerier af høj standard.

En af de større artikler handler om selvbyg af lokomotivet Montezuma, fra den amerikanske Denver & Rio Grande RR. Det er et særpræget lille lokomotiv med to drivaksler og en toakslet tender.

En anden længere artikel er oversat fra bladet H0 Monthly og handler om et kontrolsystem til en toskinne modeljernbane. Ligesom den næste artikel om selvbyg af strømforsyninger, ser det ret kompliceret ud i forhold til vore dages enkle digitaldrift.

Modeljernbanen nr. 12I nr. 12, der er fra december 1951, indledes bladet med en beskrivelse af DSBs nye motorvogn litra MO!

De næste artikler er stadig relevante i dag, da de handler om DSBs læssekraner, og den basale opbygning af en sporplan til et H0 anlæg. Den sidste artikel er igen oversat fra engelsk. dernæst følger en artikel om brobygning med flere konstruktionstegninger til forskellige typer broer. Der ses også et charmerende billede af en nybygget bro, der vægtprøves ved hjælp af fire damplokomotiver.

Et kompliceret emne, som heldigvis ikke er så relevant for de fleste modeljernbanebyggere mere, er forholdet mellem drivhjulsdiameter og motorens omdrejningstal, som den næste artikel omhandler.

Til almindelig oplysning afsluttes bladet med en del af DSBs signalreglement!

Modeljernbanen nr. 2Det nyeste af bladene er nr. 2 fra februar 1952. Her er en af nyhederne at “De nye lokomotiver fra Belgien har fået litra N – og vi håber også snart at kunne bringe detailler om de nye DSB dieselkomotiver fra USA“. Det må vel være MY’eren?

Den på det tidspunkt funklende nye sporudfletning i Vigerslev bliver indgående beskrevet med sporplaner fra før og nu.

Ligesom i moderne blade skrives der om lidt om lokomotiver fra “gamle dage”, men her fortælles der om litra B, J og M, med gode billeder.

En sjov artikel handler om at få plads til et H0-anlæg i en stor kuffert, og man bliver næsten overbevist :-)

Dernæst handler det om et stort italiensk anlæg, Villa d’Alme, konstrueret af en ingeniør og fabriksejer, der med hjælp af en lang række frivillige fik bygget et stort og imponerende anlæg.

En artikel om vognbygning må have været meget relevant, og meget apropos nye modeller i dag, er der reklamer for byggesæt af CM- og CU-vogne!

Det er sjovt at læse de gamle blade, og se hvor meget og hvor lidt der har forandret sig. Mange af de gamle artikler kan man finde næsten magen til i dag, men man må sige vi er mere forkælede i dag med hensyn til det store udbud af færdigfremstillet materiel.

Butikken Model & Hobby, hvor jeg købte bladene, bryster sig af at være Danmarks ældste hobbyforretning. Når man læser bladene er jeg tilbøjelig til at tro dem, der er nemlig reklamer for butikken i alle tre blade! :-)

UPDATE 25. august 2006: I dag var jeg inde i Model & Hobby ved Nørreport, og de havde stadig ca. fem sæt af de tre gamle blade for en slik, hvis nogle skulle være interesseret.

Lignende indlæg:

  1. Lokomotivet nr. 86
  2. Banen nr. 94