Mon 4 Sep 2006
For noget tid siden stødte jeg på biblioteket på bogen Godstog – Godsbefordring med jernbane gennem tiden, skrevet af Jens Bruun-Petersen. Efter at have læst lidt i den, besluttede jeg mig for at jeg gerne ville eje den, men da den er fra 1995, iøvrigt fra forlaget “bane bøger”, var den for længst udsolgt.
Heldigvis fandt jeg den på et antikvariat i den anden ende af landet via antikvariat.net, dog til den ikke helt billige pris af 200 kr.
Bogen viste sig heldigvis så rigeligt at være pengene værd. Er man interesseret i godstrafik på danske jernbaner, er denne bog simpelthen en bibel!
Bogen har to hoveddele, hvor den første er en generel gennemgang af godstrafik gennem tiden i Danmark. Det skal her siges, at selvom bogen tidsmæssigt strækker sig helt fra jernbanernes begyndelse til 1990′erne, er hovedvægten lagt fra 1930′erne til 1970′erne.
I den første del defineres de forskellige typer godstog, og to gode eksempler på godstog i henholdsvis 1930′erne og 1970 gennemgåes. Et mindre afsnit om forskellige typer bremser og gods lægger op til den næste del af bogen, som er en alfabetisk gennemgang af mange forskellige former for gods.
Fra “affald” over “kød” til “øl” kan man læse om i de mange underafsnit, der ligesom resten af bogen er rigt illustreret med sort-hvide fotografier.
Fra Aage Aagesens disputats Geografiske Studier over Jernbanerne i Danmark fra 1949 er der indsat en række kort og grafer, der fint viser udviklingen inden for godstransporten.
Bogen er skrevet i et passende neutralt sprog, og de mange gode billeder har gode billedtekster, der giver et væld af interessante oplysninger. Billedteksterne danner nærmest et ekstra lag i bogen, så man kan bladre den igennem og nøjes med at se billeder og læse billedtekster, og stadig være blevet lidt klogere.
Jeg vil give Jens Bruun-Petersens bog min varmeste anbefaling. For modeljernbaneinteresserede er det en meget nyttig bog, der giver god inspiration til realistiske oprangeringer.
Man kan kun håbe at den vil blive genoptrykt en dag, så endnu flere kunne få glæde af den.
Lignende indlæg:
- Anmeldelse: Danske Jernbaners Byggeri
- Anmeldelse: The Art of Weathering
- Anmeldelse: Building City Scenery