Sat 7 Oct 2006
IB-vogn fra Hobbytrade
Skrevet af Occam i Danmark 1954 , Epoke , Godsvogne , Hobbytrade , Materiel , Producenter2 kommentarer

Kort før 2. verdenskrig havde DSB behov for at udvide bestanden af hvide kølevogne. Derfor blev 50 ældre Q-vogne udvalgt til ombygning, og fik påsat en ny vognkasse. De nye vogne fik litraet IB, og kunne, sammen med 600 kg is for at holde lasten kølig, laste 15 ton.
Den vogn har Hobbytrade lavet en model af, og som det heldigvis er sædvane blandt danske producenter, har de valgt at lave en mængde forskellige numre og varianter.
Det er der kommet en nydelig lille model ud af. Ikke overraskende har den præcis samme størrelse som Q-vognen, og det er tydeligt, at Hobbytrade har kunnet genbruge taget, endeplatformen og næsten hele undervognen. Det er godt tænkt først at lave en model af den nok mest almindelige danske godsvogn, og dernæst producere de typer der blev bygget om fra vognen.

Litreringerne kan, for enkeltes vedkommende, være lidt vanskelige at læse, da halvdelen af enkelte bogstaver og tal forsvinder ned i brædderillerne, men er iøvrigt skarpt trykt.
Ellers gælder det meste af, hvad jeg skrev om Q-vognene også for kølevognen her. Hobbytrade har iøvrigt også denne gang lagt lidt tekst og billeder om de virkelige vogne på deres hjemmeside, hvilket de skal have ros for.

Som det ses på billedet, er man ikke i tvivl om at der er tale om en kølevogn!
På et tidspunkt, vistnok omkring da vognene udkom, var der en artikel i Lokomotivet om de forskellige udformninger af ordet KØLEVOGN i forskellige perioder, men jeg kan desværre ikke huske hvilket nummer. Er der nogen, der kan hjælpe?
Til slut en lille klagesang om problemet med at fotografere hvide vogne. Når undervognen er sort, er det meget svært at få detaljer med begge steder. Enten bliver det hvide overbelyst, eller også bliver undervognen bare uigennemtrængeligt mørke.
Jeg har valgt den sidste løsning. På Hobbytrades hjemmeside kan man se et andet bud, nemlig at formindske kontrasten. Så kommer der detaljer med fra begge steder, men samtidig bliver billederne grålige og lidt udvaskede. Suk, det er ikke så nemt
Er der en dygtig fotograf tilstede, der har et tip?
Lignende indlæg:
October 10th, 2006 at 0:07
Jeg har desværre ikke mine Lokomotivet hjemme i øjeblikket, men mon ikke det er nr. 83 du tænker på. Der er en artikel om litra IB.
Dit fotografiske problem skyldes at sensoren i kameraet ikke har tilstrækkeligt dynamisk område til både at belyse det hvide og det sorte korrekt.
Problemet kan løses på to måder:
1. Anvende papirbilledefilm, som har et større dynamisk område end en digital sensor.
2. Tage to billeder med digitalkameraet – et hvor det hvide er korrekt belyst og det sorte uigennemtrængeligt mørkt og et andet, hvor det hvide er overbelyst. Herefter må du i dit fotoredigeringsprogram kopiere den korrekt belyste hvide overbygning af vognen ind på det billede, hvor den sorte undervogn er korrekt belyst.
Du skal anvende stativ og fjernudløser/selvudløser for at sikre at perspektivet ikke ændres på de to billeder.
October 10th, 2006 at 9:29
Tak for tippene.
Jeg kan især godt lide idéen om at tage to billeder med forskellig eksponering, og dernæst kopiere dem sammen. Det vil jeg prøve næste gang.