Rækkehus

Fortsat fra del II…

Så er min model af et dansk rækkehus á la Kartoffelrækkerne i København så færdigt, som det bliver i denne omgang.

Det er det første hus i H0, som jeg har bygget helt fra grunden. Forlægget var som nævnt billeder af forskellige huse fra Østerbro, hvor jeg talte mursten for at få en idé om husets mål. Det har derfor ca. samme størrelse som standardhusene i Kartoffelrækkerne, men mit hus er i en noget simplere udførelse.

Ved bygningen af huset fik jeg også lejlighed til at prøve flere nye teknikker, som f.eks. brugen af murstenspapir og vinduer af laserskåret pap.

RækkehusFørste skridt videre i bygningen var at lime tagpladerne beklædt med skiferpapir på. Dernæst monterede jeg en række rygsten, der hvor de to tagplader mødtes. Dette skjulte fuldstændig sammenføjningen.

Til højre ses et udvalg af ingredienserne til færdiggørelsen af huset. Et træ kan ikke undværes til at live huset lidt op, og naturligvis skal der tagrender og nedløbsrør til. Nedløbsrørene er bukket i tynd pianotråd, men tagrenderne er lavet af færdige plastikstrips. De blev malet i en grågrøn farve for at se lidt slidte ud.

Til fortovet foran huset har jeg skåret et stykke brostensplade fra Faller ud. Til begge sider af huset skulle der bruges trappesten, og sådanne havde jeg heldigvis liggende. De er støbt i gips i gummiforme fra firmaet Linka. Mere om formene senere på MJ-blog.

Endelig skulle den mikroskopiske have naturligvis indhegnes, og her havde jeg fundet et flot hegnssæt i Togcenter Gentofte. Længderne passede ikke rigtigt, men det var nemt at skære ud og lime sammen igen, så det passede.

Huset manglede også en skorsten, så jeg limede et par små stykker balsatræ sammen til en lille klods og skar den til. Herefter blev den også beklædt med murstenspapir og malet sort i toppen.

Rækkehus - havesiden

Efter at tagrender og nedløbsrør var på plads tog jeg fat på haven. Her skar jeg et stykke sandpapir til, så det lignede en grussti. Da det var limet på plads fik det lidt farvespil med lidt brunt kridtpastelpulver.

En række af buske kom til at pryde husets sokkel, og en blanding af forskellige strømaterialer blev brugt til at give indtryk af en ikke alt for velholdt græsplæne. Træet fra Faller var meget virkelighedstro, og behøvede kun en smule kridtpastelpulver på stammen for at se brandgodt ud.

Til slut blev stakittet sat op, og ligeledes patineret med pulver.

Rækkehus - interiør

Som nævnt ville jeg ikke bygge et decideret interiør, da jeg ikke mener at man vil lægge mærke til det alligevel. Jeg satte dog et par skillevægge op på hver etage med dørhuller i, og det giver et fint indtryk når man kigger ind af vinduet. På billedet ovenfor kan man se efterårssolen titte indenfor og ramme en væg samt oplyse entreen.

I ovenstående meget tætte nærbillede kan man se, at de flotte laserskårne vinduer desværre er skåret lidt skævt. Det skal dog retfærdigvis siges, at man næsten ikke lægger mærke til det “in natura”.

Når jeg ser på den færdige model er jeg ikke utilfreds med resultatet, men der er alligevel et par ting, der irriterer mig. For det første kan man ane lidt hvidt papir ved hjørnesamlingerne. Næste gang skal papiret måske snarere bukkes om hjørnerne for at undgå dette.

For det andet er skifertaget lidt for lyst efter min smag. Da billedfilen kun findes i krypteret pdf-format, er det dog svært at ændre på. Havde den været et almindeligt billede, var det jo nemt at ændre farven i Photoshop.

Til slut et billede af huset i dagens dejlige efterårssol. Det er et næsten himmelsk lys, der falder på det lille hus. :-) Billedet er taget med huset i den ene hånd og kameraet i den anden, løftet højt i vejret for at undgå bygninger i baggrunden…

Et himmelsk lys!