Remise fra Piko

I den foregående weekend havde jeg endelig tid til at bygge modeller sammen med min gode ven KC. Jeg byggede et hus fra Kibri (artikel på trapperne!) mens han byggede en remise fra Piko (det er iøvrigt KCs far, der har det store Märklin-anlæg).

Det var første gang KC byggede et byggesæt, siden han var barn, så jeg benyttede lejligheden til at tage nogle billeder undervejs. Det er mit håb, at det måske hjælpe andre, der endnu ikke har bygget deres første sæt.

Sættet er et af Pikos nyere og er en del af deres Hobby-serie. Den omfatter modeller af tilfredsstillende kvalitet, men ikke alt for komplicerede eller detaljerede. Det var derfor et godt sæt at starte med, og oven i købet kostede det kun 78 kr.

Julenissen havde været gavmild ved KC og foræret ham det mest nødvendige værktøj inden jeg kom. Han havde fået en hobbykniv, en knibtang, et sæt pensler og en flaske plastiklim. Jeg medbragte maling, skæreunderlag og lidt ekstra redskaber, men remisen kunne sagtens være bygget blot med nissens gaver.

Efter KC havde skåret de større dele fri fra støberammerne, begyndte han at plaske murene til med meget tynd mørtelfarvet maling. Malingen var almindelig akrylfarve, ugiftfri, lugtfri og blandet med ca. 5 dele vand til 1 del maling. En sådan blanding kaldes en “wash” på engelsk, og har den fordel at den løber ned i dybereliggende områder af modellen, f.eks. murstensfuger. For at få malingen til at flyde endnu lettere var den også tilsat en lille dråbe opvaskemiddel.

Mens man maler med den tynde maling ser det herrens ud, men når det hele er tørret efter nogle minutter, giver det en fin diskret effekt. Ovenfor er der brugt lige rigeligt meget tynd maling, men øvelse gør mester

Ovenfor ses resultatet efter at den første vask er tørret. Herefter har det fået en pletvis vask med tynd sort farve. Det foregik ved, at KC tog godt med sort vask på en pensel, og satte penslen ned tilfældige steder på murene. Når det hele er tørret giver det lidt farvespil i murene.

Samtidig er vinduerne blevet limet i. Her er det vigtigt at bruge ganske lidt lim, så det ikke flyder om på forsiden og giver blanke steder.

Ovenfor ses for- og bagside af remisens sidevægge. På det øverste stykke er der ved at blive sat glas i vinduerne. Glasset fulgte med i sættet, og minder mest af alt om den slags plastik man bruger til at fremstille overheads af. Det blev klippet ud med en saks, og limet fast.

Her kunne man godt bruge plastiklim, men da den virker ved at opløse plastikken, er der stor risiko for at skjolde vinduerne. Derfor valgte vi i stedet at bruge en almindelig UHU limstift til papir og karton, med blot en smule lim øverst og nederst på hver vindue. 1x2cm tynd plastik vejer jo cirka ingenting.

Jeg har selv bygget remisen for et års tid siden, men valgte da af dovenskab blot at lime remisens døre fast lukkede. KC var mere ambitiøs, og valgte i stedet at lime dørene åbne.

Sættet lægger ikke op til det, så derfor måtte han først skære lidt i hængslerne, så dørene kunne være der. Dernæst filede han den kant af døren, der vender ind mod murværket, flad, så der ville være en større limoverflade.

Projektet lykkedes ret godt, som det ses på billedet ovenfor. Her ses også, hvordan muren over porten har fået lidt ekstra sort vask for at illudere røg og damp og lokomotiverne.

Herefter blev de fire vægge samlet på den medfølgende base. Basen havde også fået en gang sort vask, der efter ca. 20 sekunders tørretid var blevet tørret af med et stykke køkkenrulle. Det gav et meget diskret farvespil, og fjernede plastikskæret.

Da portene står åbne, kan man se ind på indervæggene, hvilket de ikke er beregnet til. Derfor kunne man måske sætte noget murstenspapir derind, men det skulle blive en anden dag. For at have muligheden for at komme til derinde, besluttede KC sig for ikke at lime taget fast, så det kan tages af og på.

De to halvdele af taget havde fået to gange sort vask for at se beskidt ud, og dernæst blev de limet sammen ovenpå væggene for at få den rette hældning. Herefter blev den lille tagrytter sam let og limet ovenpå taget.

Tagrytterens tag er lavet af tagpap, og for at få det til at se realistisk ud, malede KC det først sort. Dernæst brugte han teknikken kaldet “drybrushing” eller tørbørstning til at få banerne i tagpappet frem.

Tørbørstning gør ud på at man fylder en pensel godt op med maling, og dernæst tørrer næsten al malingen af i et stykke køkkenrulle. Så fører man penslen i lange bløde strøg henover det der skal males, og resultatet bliver, at der kun bliver afsat en smule maling på de hævede steder såsom tagpapbaner, nitter og hjørner.

De første gange man gør det, er der sandsynligvis for meget maling på penslen, og så kommer der også for meget maling på det man skal male. Den gyldne regel for tørbørstning er, at når man mener, at der er tilpas lidt maling på penslen, skal man tørre den af en ekstra gang!

Her ses det færdige resultat. Det tog en del timer at nå frem til det, men så fik KC også prøvet at bygge, male, vaske og tørbørste for første gang. Heldigvis var der jo intet hastværk, da selve processen er fornøjelig i sig selv, især når man er to der bygger samtidig.

Næste skridt bliver at tilføje lidt detaljer indenfor, og at bygge remisen ind i et lille diorama med spor og lidt bevoksning. Samtidig vil både KC og jeg anbefale Pikos billige hussæt til de første byggeforsøg. De er ukomplicerede at samle, og især remisen her kunne sagtens have et dansk forbillede. Selv om Piko kalder remisen for “Lokschuppen Burgstein” er den arkitektoniske stil så generel, at remisen godt kunne stå på en sidebanestation hos DSB eller en privatbane.
Har du nogle spørgsmål til processen er du velkommen til at stille dem i en kommentar, så vil KC og jeg besvare dem efter bedste evne.

Lignende indlæg:

1. Patinering af lukket godsvogn fra Piko
2. Godsvognssæt fra Piko
3. Lukket godsvogn fra Piko – patineret