Svensk godsvogn litt O fra Hobbytrade

Så er den åbne godsvogn fra SJ, litra O, endelig kommet på markedet efter en lille forsinkelse.

Når jeg skriver om danske vogne og lokomotiver er Jernbanen.dk samt DSBs årsberetninger en værdifuld kilde til oplysninger om materiellets historie. Med udenlandsk materiel er det dog ofte lidt sværere.

Svensk godsvogn litt O fra HobbytradeNormalt skriver Hobbytrade en mængde information om de vogne de udgiver, men det er desværre ikke kommet op endnu.

Jeg var dog så heldig at falde over siden Historiskt om Svenska Järnvägar, skrevet af Rolf Sten. Her kan man se en tegning og et billede af en vogn fra med litra O fra 1942, der ser ud til at være den samme, som Hobbytrade netop har udgivet.

Vognen var ret almindelig på det skandinaviske jernbanenet, og har også kørt meget i Danmark med især tømmer. Den kunne laste 20 ton.

Modellen måler 141 mm over pufferne, og skal man regne med tegningen på Rolf Stens hjemmeside, passer det med virkelighedens mål.

Akselafstanden på forbilledet er hele 7 m, hvilket også passer fint med modellen.

Svensk godsvogn litt O fra Hobbytrade

Litreringerne er skarpe, men flere af dem er meget svære at se, fordi de sidder på vangerne under vognkassen. Det skal dog ikke ligge Hobbytrade til last, da det passer med billedet af forbilledet.

De to striber lige ved pufferne betyder at vognen er udstyret med en international godkendt godsvognsbremse.

Vognen har nr. 35260 og bliver i øvrigt fremstillet i hele ti forskellige varianter, ifølge Hobbytrades hjemmeside. Varianterne dækker fra epoke III til V, hvilket nok skal gøre vognen let at sælge. Endvidere fremstilles en østtysk version, da et antal af vognene blev solgt til DR, det østtyske Deutsche Reichsbahn.

Modellen er i fin teknisk kvalitet, og sidestøtterne sidder godt fast, men kan alligevel nemt tages af. Vognen er malet i den karakteriske svenske godsvognsfarve, mens vognbund og aksler har en farve, der er en anelse mere brun i tonen.

Hobbytrades Q-vogne havde tidligere lidt problemer med koblingerne, og jeg synes også at O-vognen driller lidt. Koblingsbøjlen går meget stramt, og den kan derfor have svært ved koble sammen med andre vogne.

Problemet kan dog let løses ved at vende vognen på hovedet og klippe det lille stykke plastik væk, der holder koblingsarmen stram. Det har jeg gjort på mine Q-vogne, og de kobler meget bedre nu.

Til gengæld ser det ud til, at der er brugt hjul med lidt mindre flanger, hvilket ser rigtigt pænt ud.

Svensk godsvogn litt O fra Hobbytrade

Det er en god model Hobbytrade har fremstillet af SJ’s litra O vogn, og den skal nok sælge godt i Skandinavien og måske også i Tyskland. Som andre nye danske vogne er den dog ikke billig med sin vejledende udsalgspris på 228 kr.

Hvis især nogle af mine svenske læsere har tilføjelser eller rettelser til historien om O-vognen, vil jeg meget gerne høre om den i en kommentar forneden eller en email.

Lignende indlæg:

  1. Åben godsvogn fra Tikøb Hobby
  2. HFJ vogn fra Hobbytrade
  3. IB-vogn fra Hobbytrade