Indbygning af lys i CU-vogn fra Hobbytrade

Jeg er meget glad for de flotte CU-vogne fra Hobbytrade. Som jeg skrev i omtalen af dem tidligere, er det klart de flotteste passagervogne på markedet for tiden.

Derfor fik jeg lyst til at forsøge at indbygge lys i dem. Jeg forestiller mig, at det er nemmere med toakslede passagervogne end med lange bogievogne, da der skulle bruges færre lyskilder, og strømoptaget måtte kunne laves simplere.

Jeg havde de fleste af delene, men gik lige en tur i Brinck Elektronik og Model og Hobby, begge ved Nørreport i København for at få de sidste stumper, herunder en ny loddekolbe og en meget tynd kobberplade.

Vel hjemme igen sammen med KC, begyndte vi med at tage taget af vognen. Jeg havde spurgt i forvejen på dk.fritid.jernbaner.model, så jeg vidste at man skulle klemme midt på vognkassen for at få taget af. Det lykkedes uden det store besvær. Til gengæld var det for svært at skille vognkassen fra vognbunden, så det blev opgivet.

Indbygning af lys i CU-vogn fra Hobbytrade

Jeg begyndte med at bore et par huller i vognbunden til ledningerne til strømoptaget.

Indbygning af lys i CU-vogn fra Hobbytrade

Hullerne førte op til det fine toilet, hvor ledningerne kunne skjules. Bemærk at der både er WC og håndvask på toilettet, på trods af at vinduet er matteret, så de slet ikke kan ses. En fin detalje!

Jeg brugte et simpelt elektrisk hobbybor, som jeg havde købt i Netto for nogle år tilbage for 200 kr. De dyrere mærker er nok bedre, men indtil videre er jeg godt tilfreds med det billige. Der var kraft nok i boret til også at gennemtrænge vægtpladen af metal i vognbunden.

Indbygning af lys i CU-vogn fra Hobbytrade

Ledningerne fører hen til en hjemmelavet strømoptager på akslerne. Det er simpelthen et lille stykke bukket kobber, hvor jeg har lavet et lille hul til at binde ledningen fast med. Ledningen har så fået en smule loddetin, så det ikke faldt fra hinanden igen.

Da hjulsættene er isolerede, skulle det ene hjulsæt blot vendes 180 grader i forhold til det andet, og så var der en pol i hver aksel. Nå ledningen så limes til vognbunden og males sor, er den nærmest usynlig udefra. Strømoptaget kan heller ikke ses.

Indbygning af lys i CU-vogn fra Hobbytrade

I mellemtiden havde KC tryllet med selve lyset. Han havde skåret et stykke plasticard til så det passede med vognens indvendige længde. Dernæst havde han boret huller til lysdiodernes ben, så det passede med en til hver kupe.

Indbygning af lys i CU-vogn fra Hobbytrade

Som det kan anes på billedet, er der en lille kant over kupeerne, som lysholderen passer ind i. Man skulle næsten tro Hobbytrade havde forberedt vognene til lysindsætning?

Vi havde egentligt købt gyldenhvide lysdioder til vognen, men de var alt for lysstærke til hvad vi synes passede til en gammel vogn. Desuden var de både store og dyre, så istedet blev det til nogle gamle gule lysdioder, jeg havde liggende i elektronikrodekassen. De kostede vist 50 øre stykket for ti år siden.

Indbygning af lys i CU-vogn fra Hobbytrade

Her ses skinnen på plads i vognen. Endnu mangler der en modstand på 470 ohm, så lysdioderne ikke får for meget strøm.

Med krokodillenæb blev det hele testet og med taget lagt på, så det rigtigt godt ud med vognen på sporet. Desværre blinkede lyset lidt når vognen kørte, og derfor besluttede vi at sætte en kondensator ind, der kunne opbevare strøm til lysdioderne. Mere om det og færdiggørelsen af projektet i næste afsnit.

I mellemtiden kan du se et eksempel på en anden måde at indbygge lys i CU-vogne på Ole Vedels hjemmeside.

Lignende indlæg:

  1. Hjemmelavet CV-vogn
  2. HFJ vogn fra Hobbytrade
  3. CU-vogn fra Hobbytrade