Sat 24 Feb 2007
Østtyske godsvogne fra Roco med propaganda
Skrevet af Occam i Danmark 1954 , Epoke , Godsvogne , Materiel , Producenter , Roco2 kommentarer

For nogle år siden lavede Roco et sæt med østtyske godsvogne i en såkaldt “limited edition” med nummeret 44166. Jeg så sættet ved et tilfælde på den britiske eBay, og blev fanget af vognenes reklamer på siderne. Billedet på auktionen var ikke så godt, så jeg kunne kun se at der stod noget med 1953.
Derfor blev jeg naturligvis nødt til at købe dem!
Heldigvis var der ikke andre end mig der bød på det lidt særprægede sæt. Man kan tit være heldig på den britiske eBay med kontinentaleuropæiske modeller, da der ikke er så mange, der interesserer sig for dem på den anden side af Nordsøen.

Vognen på billedet er G 05-90-68, som var en meget almindelig type på både tyske og danske spor. Alle vognene er RIV-mærket, så jeg tillader mig at gå ud fra, at de også har kørt i Danmark.
Til højre ses vognens reklameskilt i nærbillede. Med en så tydelig plakat går der naturligvis sport i at finde ud af hvad ordene betyder.
Med hjælp fra den tyske Wikipedia er det heldigvis ikke så svært. Simson er navnet på et tysk firma stiftet i 1856 af brødrene Löb og Moses Simson i byen Suhl i Thüringen.
AWO er navnet på firmaets nok mest kendte produkt, nemlig en motorcykel.

Ovenfor ses firmaets AWO 425, som du kan læse mere om på den tyske Wikipedia. Så langt så godt. Men hvad med de sidste ord: “VEB – MEWA”?
VEB er en forkortelse for intet mindre end “Volkseigener Betrieb” der kan oversættes til noget i retning af folkeejet virksomhed. Under og efter den sovjetiske besættelse af det østlige Tyskland efter 2. verdenskrig blev en lang række virksomheder overtaget af staten og blev derefter kaldt “folkeejendom”.
Hvad MEWA helt præcis betyder er lidt vanskeligere, men det ser ud til at det er en forkortelse for “Gebrüder Merkel Metallwarenfabrik Suhl”, altså en metalfabrik i samme by. De forskellige folkejede fabrikker blev åbenbart ofte lagt sammen, med forvirring for senere tiders modeljernbaneentusiaster til følge

Den største vogn i sættet er Gms 11-70-73. Den har ligesom den foregående vogn et meget fersk tag, der skriger på patinering. Som det ses har den forrige ejer sat nogle gode kortkoblinger på, fabrikeret af enten Roco eller Fleischmann så vidt jeg kan se.
Reklamen på denne vogn er lidt enklere. GENTINA er let at læse, og det ser ud til at der står “spezial” i den røde cirkel.
Her hjælper den tyske Wikipedia desværre ikke, men Google fører os til til Deutsches Historiches Museum, der i deres genstandskartotek har en vaskemiddelemballage fra “Qualitäts-Waschmittel Gentina spezial – für die grosse Wäsche “. Det er altså en reklame for et vaskemiddel til storvask, hvilket også forklarer hvad damen på billedet foretager sig….hun vasker naturligvis tøj.
Vaskemiddelet er produceret af et andet folkeejet selskab, nemlig “VEB Persil-Werk Genthin” i 1953, hvilket passer godt med plakaten på den sidste vogn.

Den sidste vogn er også en af de almindelige G-vogne med nummeret 04-06-17.
Her fylder plakaten hele vogndøren, og forneden står “1. MAI 1953″.
Jeg kan ikke umiddelbart finde ud af om 1. maj 1953 skulle have været meget anderledes end så mange andre 1. maj’er i DDR. Plakaten er nok derfor bare en påmindelse om at markere dagen.
Symbolikken på den socialistiske plakat ser iøvrigt ikke ud til at have ændret sig særligt meget i de 20 år, der var gået siden man begyndte at vinke til en helt anden i Tyskland, blot er det nu hammer og segl, der pryder pigens skærf.
Billederne af vognene yder dem ikke retfærdighed, for det er faktisk nogle meget flotte vogne med mange spinkle detaljer og skarpe påskrifter.
Det er en sjov idé at lave et sådant sæt fra et bestemt år, men det kunne være interessant at vide mere. Er der nogen der kan hjælpe med oplysninger om, hvorfor godsvogne fra DDR kørte rundt med statspropaganga på siderne i 1950′erne?

Lignende indlæg:
March 11th, 2007 at 20:34
Det der med 1. maj kan jo også værre fordi det er arbejdernes kampdag. Men jeg ved ikke om det også eksisterede dengang.
P.S. Simson og Gebrüder Merkel var store våbenfabrikanter og Merkel er det stadig.
March 11th, 2007 at 22:17
Ja, jeg tror også det refererer til arbejdernes internationale kampdag. Den har eksisteret siden en gang i 1800-tallets anden halvdel.