T12 fra K.P.E.V - Roco

I lang tid har jeg forsøgt at begrænse mine modelbaneindkøb til materiel, der kørte i Danmark i 1954. Økonomisk har det været fornuftigt i forhold til bare at købe alt hvad der er lækkert og gerne billigt, som jeg nok ellers ville have gjort.

Lidt ved siden af har jeg dog trådt; lidt epoke V er det blevet til, sammen med lidt pansertogsafstikkere til 2. verdenskrig. På Hobbymessen i Valby gik det desværre helt galt… :-)

T12 fra K.P.E.V - Roco

Jeg har længe luret på tysk epoke I, som byder på både charmerende materiel og bygninger, samtidigt med at udbuddet stadigt er forholdsvis stort. Da jeg så på en stand på Hobbymessen så et sæt fra Roco med digitalt tenderlokomotiv, postvogn og tre treakslede passagervogne og ovenikøbet fik det pruttet ned til 1100 kr, så blev fristelsen for stor.

Lokomotivet og passagervognene var mærket K.P.E.V., som står for Königlich Preussische Eisenbahn-Verwaltung, altså den kongelige preussiske jernbaneforvaltning. Vognenes revisionsdatoer var alle 1910-11, og det forekommer mig et godt tidspunkt at køre epoke I i. Jeg har besluttet mig til ikke at vælge et enkelt år, men istedet holde mig nogenlunde til perioden fra fra 1890′erne til ca. 1914.

De preussiske baner var de klart største af de tyske Länderbahnen, inden de alle blev slået sammen til det fælles Deutsche Reichsbahn i 1920. I 1912 strakte de preussiske baner sig over næsten 40.000 km normalspor og over 200 km smalspor. Jeg har ikke de tilsvarende tal for Danmark på samme tid, men i 1954 rådede DSB over 2.650 km spor.

T12 fra K.P.E.V - Roco

Lokomotivet fra Roco bærer præg af, at det har nogle år på bagen. Hjulflangerne er meget store og blanke, men selve lokomotivet er meget flot og detaljeret.

Både litreringer og stafferinger er skarpe og letlæselige og lokomotivet gemmer på et væld af fine detaljer. Den tidligere ejer har været så flink at digitalisere lokomotivet med en Lenzdekoder, så det kører udmærket. En dråbe olie vil dog nok ikke skade.

T12 fra K.P.E.V - Roco

Lokomotivet er af typen T12, hvor t’et står for tenderlokomotiv. Typen T12 blev bygget fra 1902 og frem til 1921 i 1.014 eksemplarer.

Antallet fortæller en del om de preussiske baner størrelse, og selvom T12 var et almindeligt lokomotiv, var der alligevel andre der blev bygget i langt højere antal eksemplarer, som f.eks. eksprestogslokomotivet P8, der også kom til at køre i Danmark som T-maskine, der blev bygget over 3.500 af!

T12, der havde en maks. hastighed på 80 km/t, blev især brugt til den berlinske lokal- og regionaltrafik, og kan altså sammenlignes med en dansk O-maskine. Begge maskiner blev bygget til at kunne køre lige godt i begge retninger.

De sidste T12′ere, da ejet af DB og det østtyske DR, blev taget ud af drift i 1968.

T12 fra K.P.E.V - Roco

Det er et flot lokomotiv, som jeg er glad for at have købt, selvom det åbner helt nye økonomiske afgrunde at falde ned i… :-) Nu mangler jeg bare en masse vogne og bygninger, og endnu flere lokomotiver….

På Hobbymessen købte jeg også en tankvogn fra De kongelige Bayeriske Statsbaner, så der også kunne være lidt gods at køre med. Jeg går ud fra at de tyske Länderbahnen havde en udvekslingsaftale af godsvogne, så de forskellige forvaltningers vogne kunne køre hos hinanden, men jeg har endnu meget at lære og læse op på!

Læs også om passager- og postvognene, der fulgte med i sættet.
Hvis du kan anbefale noget litteratur eller måske hjemmesider om de preussiske baner fra omkring 1900-14, hører jeg meget gerne om det.

Lignende indlæg:

  1. N-maskine fra Roco
  2. Digitalt startsæt fra Roco
  3. Opel Blitz lastbiler fra Roco