Elo-vogne fra Hobbytrade - patinerede

Flere af MJ-blogs læsere har skrevet til mig og ønsket mere information om den ædle kunst at patinere sit materiel.

Derfor tog KC og jeg en tur i Kystbanen i fredags og købte et par Elo-vogne fra Hobbytrade for at patinere dem og undervejs tage nogle billeder af processen. Vognene passer ikke rigtigt ind i mine epoker, så derfor er de færdige vogne til salg.

UPDATE: Vognene er nu til salg på QXL…og er solgt…!

Jeg havde læst et sted, at forbillederne til vognene var godt vedligeholdt, så målet med denne patinering var at skabe et diskret men realistisk udseende. Det skulle altså være en helt almindelig vogn i almindelig daglig drift, og ikke noget udbrændt vrag.

Efter at have taget de to vogne ud af æskerne, fjernede vi hjulene, og forsøgte at skille vognkassen fra vognbunden. Efter at lirket forsigtigt i nogle minutter opgav vi dog ævred af frygt for at ødelægge noget.

Elo-vogne fra Hobbytrade - patinerede

Efter at have kigget på billeder af virkelighedens vogne, var det tydeligt at de undertiden fik skiftet brædderne i siden, og øjensynligt mest de nederste. Derfor malede vi enkelte af brædderne i en lidt anden brun tone end fabriksfarven.

På billedet ser afvigelsen meget voldsom ud, men vi regnede med at når vognene blev patineret med pulver, ville nuanceforskellen blive reduceret.

Brædderne er malet med en lille pensel med frihånd, og der er brugt almindelige akrylfarver som Vallejo og Citadel Colours, som kan købes i hobbybutikker eller f.eks. hos Bog & Idé.

Efter min mening er akrylfarver klart at foretrække at arbejde med. De er lugtfri, er ikke giftige, og penslerne vaskes let i vand. Desuden tørrer malingen meget hurtigt, så man ikke skal bruge tid på at se maling tørre! :-)

Derefter fik modellerne en vask af med en blanding af grå, brun og lidt sort, fortyndet kraftigt med vand og tilsat en dråbe opvaskemiddel. Som det ses på videoen sjaskes det bare på udover det hele. Halvvejs i videoen tørrer jeg penslen af på et stykke køkkenrulle. Herefter kan den nemlig bruges som en svamp til at opsuge vasken fra de steder den har samlet sig.

Det giver en meget diskret og fin effekt, og er faktisk ret let. Prøv engang!

Videoen er lidt rystet, men det var også svært at filme med venstre hånd og male med højre hånd på én gang… :-)

Efter den gråbrune vask var tørret fik vognene en koksgrå vask for at tilsmudse dem yderligere. Endelig fik undervogn, håndtag og bevægelige dele en tørbørstning med en let rusten metalfarve. Tørbørstning vil sige, at man fedter penslen grundigt ind i maling, og derefter tørrer den meget grundigt af i et stykke køkkenrulle. Herefter er der næsten ingen maling tilbage i penslen. Så børster man let henover det ønskede område, og resultatet er at alle hævede steder får et ganske tyndt lag maling på sig.

Elo-vogne fra Hobbytrade - patinerede

Vognene har kørt med en lang række laster, og jeg forestiller mig, at der ikke altid er blevet lige godt rent efter transporten. Derfor skulle der ligge lidt rester i bunden af vognene. Her er brugt en blanding af modelkul, savsmuld (nærmest støv) samt vand og lim med lidt sort farve i til at tilsmudse vognbunden.

Elo-vogne fra Hobbytrade - patinerede

Vi havde også købt Hobbytrades flotte kulindsatser med, så det var nu ikke meningen, at vognene skulle køre tomme rundt.

Kulindsatseb var støbt af solid plastik garneret med nydelige modelkul på toppen. De glinsede dog lidt rigeligt i solen, så de blev smudset til med koksgråt kridtpastelpulver, hvorefter de virkeligt så matte og støvede ud.

Elo-vogne fra Hobbytrade - patinerede

Vognene skulle også have pastelpulver, men inden da skulle de lakeres. Jeg havde købt en almindelig mat lak på spraydåse i en kunstnerforretning til formålet. Jeg tror den kostede 80 kr., og der er til mange vogne.

Lakkens formål er for det første at beskytte det nye lag maling på vognen mod slid. For det andet skal den give pulveret et bedre underlag at binde på.

Jeg havde købt en masse forskellige kridtpasteller fra et amerikansk firma, der pralede med at de havde tilsat trykfølsom lim i til pulveret, så de skulle binde bedre. Af det pulver blandede jeg sort, brun og rustrød til en passende farvetone, og tog en stor pensel og børstede det ud over hele vognen.

Først blev det børstet ud over det hele, og dernæst børstede jeg det det hele igen, for at fjerne løst pulver der ikke sad helt fast. Herefter så det sådan ud:

Elo-vogne fra Hobbytrade - patinerede

Det er den samme vognside som i billede nr. 2, og de malede brædder virker langt mere diskrete nu. Selvom det er det samme pulver, der er blevet brugt over hele vognen, betyder underlagets forskellige farver, at der bliver markant forskel på over- og undervogn.

Jeg glemte at foretælle, at hjulene også fik to ture under en spraydåse, ikke med lak men med rødbrun maling. Efterhånden som vognen kører bliver malingen slidt af på kørefladerne, men det ser jo bare realistisk ud.

Elo-vogne fra Hobbytrade - patinerede

Her ses den patinerede last tydeligere i sine rette omgivelser.

Elo-vogne fra Hobbytrade - patinerede

Ovenfor ses en patineret Elo-vogn over for en fabriksny vogn. Da vi var færdige med patineringen, sad vi og kiggede lidtpå vognene. Vi blev enige om, at vognene så meget almindelige ud, ja faktisk lignede en jernbanevogn i stedet for en modeljernbanevogn, og det er vel også målet?

Problemet med at patinere vognene er, at så bliver man nødt til at gøre det ved dem alle, for ellers ser de fabriksnye vogne så legetøjsagtige ud! :-)

Elo-vogne fra Hobbytrade - patinerede

Desværre passer vognene ikke rigtigt til min epoke, og hobbyskabet er ved at være godt fyldt op med materiel, til stor beklagelse for min kæreste. :-(

Derfor er vognene til salg.

De kommer i de originale æsker med koblinger vedlagt, og har numrene 511 0 490-1 og 511 0 134-6. Hvis du kunne tænke dig vognene i din samling, så send et bud til via email occam@mj-blog.dk.

Højeste bud efter nogle dage får dem.

Elo-vogne fra Hobbytrade - patinerede

Relateret læsning
Patinering af lukket godsvogn fra Piko
Lukket godsvogn fra Piko – patineret
PU-vogn fra Fleischmann
Boganmeldelse – The Art of Weathering
PB-vogn fra Heljan

Lignende indlæg:

  1. Q-vogne fra Hobbytrade
  2. Patinering af lukket godsvogn fra Piko
  3. IB-vogn fra Hobbytrade