Postvogn fra KPEV

Som nævnt købte jeg på Hobbymessen i Valbyhallen et flot sæt med et damplokomotiv og fire vogne i.

Materiellet i sættet stammer fra de preussiske statsbaner, KPEV, og litreringerne fortæller at forbillederne er fra ca. 1911.

Tiden fra Tysklands samling i 1871 efter sejren over Frankrig og frem til 1920 er et jernbanemæssigt meget spændende kapitel i Tysklands historie. Mens de mange tyske stater blev samlet til ét tysk kejserrige, forblev jernbaneforvaltningerne opsplittede indtil dannelsen af Deutsche Reichsbahn i 1920.

Postvogn fra KPEV

Som det fremgår af postvognens litrering, stammer den fra det kejserlige postvæsen.

Postvognen er ligesom de øvrige vogne meget detaljeret.

4. klasses vogn

I togsættet er de forskellige klasser klart adskilt ved forskellige farver på vognene. Den lysegrå vogn er til 4. klasses passagerer, og det er ikke helt så slemt som det lyder. 1. klasse var nemlig reserveret til helt særlige passagerer som f.eks. kongelige, og 2.-4. klasse udfyldte derfor samme funktion som de tilsvarende dansk 1.-3. klasse.

4. klasses vogn

På afstand er vognen lækkert detaljeret, men zoomer man helt ind med kameraets makrofunktion, er de tydeligere at vognsættet har nogle år på bagen, da trykket er lidt skævt enkelte steder. Det skal dog soges at det ikke er noget man lægger mærke til.

4. klasses vogn

Vognene adskiller sig på flere måder fra senere vogne. For de første har de alle et bremsehus, hvor der sad en mand, der på signal fra lokomotivet skulle bremse vognen. Dernæst har vognene tagrytter, der giver ovenlys i vognene, så man er mindre afhængig af anden belysning.

Den vigtigste forskel er at der i hele vognens længde er et bræt, som togpersonalet brugte ved kontrol af billetter. Vognen er nemlig opdelt i kupeer uden en gang imellem, så al trafik mellem kupeerne under kørslen foregik altså uden på vognen! Der må være sket mange forfærdelige arbejdsulykker…

3. klasses vogn

3. klasses vognene var brune, og det ses at kupéinddelingen var noget andeledes end i 4. klasses vognen.

3. klasses vogn

På vognens gavle ses flere huller, og det skyldes at der til hver vogn fulgte en pose med løsdele med, der endnu ikke er påsat.

1. og 2. klasses vogn

2. klasses vognen rummer også en enkelt 1. klasses kupé, der er tydeligt markeret med en gul stribe, ligesom de senere blev almindeligt hos DSB. Mon inspirationen kommer fra de preussiske baner?

1. og 2. klasses vogn

Læg også mærke til de spinkle kurvepuffere, den brede affjedring og vinduet med teksten “Abort”. Mon det er toilettet?

Alle de treakslede vogne er meget letløbende og har kortkoblingsholdere. Hjulene er alle egerhjul med en acceptabel flange, selvom en mindre ville pynte gevaldigt.
De er et flot sæt, Roco har produceret. Når det drejer sig om perioder, man ikke er så meget inde i endnu, er det dejligt at kunne købe et helt tog på én gang, så man er sikker på at det passer sammen både kronologisk og geografisk.

Kommentarer og mere information om vognene og jernbaneselskabet modtages meget gerne..

Relateret læsning
Preussisk tenderlokomotiv fra Roco