Mon 13 Aug 2007

For nylig faldt jeg på biblioteket over bogen Tog mod Gedser perron 1! – og andre reportager fra DSB 1938-1961, redigeret af Morten Flindt Larsen.
Bogen er en samling af artikler om dagligdagen i arbejdet med jernbaner i den interessante periode 1938-1961. Artiklerne er fundet så forskellige steder som Illustreret Familie-Journal, Vestjyden, Arbejdsmændenes Fagblad m.fl., men de fleste stammer fra publikationen Jernbane-Bladet.
De ialt 21 artikler er rigt illustreret med samtidige fotos, der som regel ikke hænger direkte sammen med artiklen, men er meget velvalgte.

Der skal lyde en stor ros til redaktionen for valget af billeder, for det er fantastisk flotte billeder, der ovenikøbet er skarpt reproduceret i stor størrelse. De er faktisk så gode, at selvom bogen kun bestod af billederne og billedteksterne, var den alligevel værd at købe…
For modelbyggeren giver billederne megen inspiration til detaljering af anlægget samt patinering af materiel og bygninger.
De 21 artikler har også 21 forskellige forfatteren, og der er stor forskel på deres skrivestil. Generelt er artiklerne holdt i en nærmest ærbødig tone, og man skal lede længe efter utilfredshed eller kritik af statsbanerne, men det er jo heller ikke så underligt.
Skal man kritisere den glimrende bog for noget, skulle det være vægtningen af artiklerne. Syv af de 21 artikler har færgetrafik som tema, hvilket efter min mening er lige rigeligt, men de er nu interessante alligevel.

Det er en god idé at samle næsten glemte artikler i et nyt værk. Sammenstillingen giver et indtryk af epoken, mens de mange gode billeder rummer store mængder information.
Tog mod Gedser perron 1! er udgivet i 2005 fra forlaget bane bøger.
Relaterede artikler
Anmeldelse: Til vejrs over banerne
Anmeldelse: Dansk Jernbanehistorie I-III
Anmeldelse: Danmarks Jernbaner i 150 år
August 14th, 2007 at 7:33
Når du (ligesom mig) er begejstret for “Tog mod Gedser Perron 1″ kan du også kigge på
“I lyntogets førerrum – og andre reportager fra DSB 1938-1962. Redigeret af Morten Flindt Larsen.” Denne bog er “forgængeren” og har samme koncept.
August 14th, 2007 at 9:40
Så er den bestilt på biblioteket…tak for tippet!
Jeg har også bestilt en række årgange af Jernbane-Bladet, som mange artiklerne stammer fra.
August 16th, 2007 at 21:57
Absolut glimrende bøger begge to. “Tog mod Gedser”, kan desuden fås hos forlaget Jernbanebøger under DJK. Se under “Sjælland”. Det er til den bedste pris og er man desuden medlem af DJK, får man den tillige tilsendt portofrit.
Mvh
Claus
September 24th, 2007 at 17:54
Og nu er bind 3 i serien ved at være klar.
Den kommer til at hedde “Bag Statsbanernes kulisser – og andre reportager fra DSB 1931-1957″
September 24th, 2007 at 17:57
Skønt, den glæder jeg mig til at læse.
Har du hørt noget om hvornår den udkommer?
September 24th, 2007 at 19:12
Ifølge seneste nyhedsbrev fra Banebogklubben kommer bogen i løbet af november måned 2007.
September 25th, 2007 at 21:10
Det er rent “guf” med den bog. Den ser ud til helt at være holdt i samme stil som de to andre. Og så endda fra den “gyldne” periode, hvor der virkelig var jernbaner til. Er meget spændt på at se hvilke fotos der er fundet frem. Alene forsidefotoet ser ret interessant ud.
September 26th, 2007 at 22:44
Netop. Jeg glæder mig også til “Bag Statsbanernes kulisser – og andre reportager fra DSB 1931-1957″ lander i min postkasse.
Serien er særdeles vellykket med spændende gamle artikler illustreret med det bedste fra jernbanemuseets arkiv.