Fri 21 Sep 2007

For nyligt snusede jeg rundt i tilbudskælderen i Biblioteksboghandelen på Kultorvet i København, og her stødte jeg på bogen Danske damplokomotiver – damplokomotiver i Danmark fra 1846 til slutningen af 1970′erne.
Bogen er skrevet af Niels Jensen, der tidligere har skrevet en lang række jernbanehistoriske bøger. Forfatteren skriver i forordet, at bogen er skrevet, fordi de tidligere oversigter over damplokomotiver i Danmark har været udsolgt i mange år.
Den største del af Danske damplokomotiver er en lang oversigt med en damplokomotivtype pr. side eller pr. opslag. Hver type præsenteres med mindst et billede og en fin lille stregtegning med lokomotivets vigtigste mål samt akseltryk på de enkelte hjul.
De første ca. 60 sider handler om DSBs damplokomotiver, hvorefter de næste ca. 110 sider dækker de mange privatbanedamplokomotiver.
Bogens sidste 10 sider rummer nyttige oversigter over bevarede damplokomotiver i Danmark, lokomotivfabrikker, skorstensmærker, litteratur og endelig en oversigt over forkortelser på danske jernbaneselskaber. Når man læser især ældre bøger og tidsskrifter om jernbaner, bruges forkortelserne ofte uden at det bliver forklaret hvad de står for. I oversigten får man hurtigt at svar hvad kryptiske forkortelser som ANSJ eller NTJ dækker over (henholdsvis Aars-Nibe-Svendstrup Jernbane og Nørre Nebel-Tarm Jernbane).
Bogen afsluttes med et register, som er absolut nødvendigt, da lokomotiverne står i rækkefølge efter hvornår det første lokomotiv blev leveret…
Man kunne indvende at oplysningerne i bogen for en stor dels vedkommende kunne findes på nettet, især Jernbanen.dk, men jeg mener nu alligevel, at bogen har sin berettigelse.

De mange billeder er nemlig trykt i god kvalitet i enten farve eller blåtonet sort-hvid og leverer interessante tidsbilleder fra livet omkring jernbanerne.
William Bays stregtegninger er gode at have ved hånden hvis man vil tjekke om et modellokomotiv passer med forbilledet, eller hvis man tænker at bygge et udenlandsk lokomotiv om til et dansk.
Man kunne dog godt savne lidt flere tekniske oplysninger ved hvert lokomotiv. For mange oplysninger skræmmer måske den almindelige læser væk, men det ville have været interessant at kunne se lokomotivets tophastighed og trækkraft. For de nyeste af DSBs damplokomotiver kan man finde disse oplysninger i Dansk Jernbanehistorie af Torben Andersen, men for de ældres vedkommende er det sværere.
Bogens indhold ville også egne sig godt til en hjemmeside, hvor man kunne sortere materiellet efter f.eks. hjulstilling eller udrangeringsår, men det er et helt andet projekt.
I mellemtiden anbefales Danske damplokomotiver – damplokomotiver i Danmark fra 1846 til slutningen af 1970′erne til den damplokomotivsinteresserede læser.
Bogen er på ialt 196 sider, er indbundet i stift bind og er oprindeligt udkommet på forlaget Aschehoug i 2001. Min udgave er fra andet oplag fra 2002.
Se bogen på Bogpriser.dk…
Relaterede artikler
Anmeldelse: Dansk Jernbanehistorie I-III
Anmeldelse: Danmarks Jernbaner i 150 år
PR-maskine fra Heljan
N-maskine fra Roco
Lignende indlæg:
September 21st, 2007 at 19:03
Jeg har selv købt den bog det samme sted. Den er god at have og slå op i når der kommer danske damp modeller på markedet.
September 22nd, 2007 at 9:57
I tråden kortlink.dk/google/49a7 på dk.jernbaner.fritid er Niels Jensens bog diskuteret.
Der er enighed om at bogen er et opkog af hovedværket William Bay – Danmarks Damplokomotiver fra 1977.
I sin tid skrev jeg følgende om Niels Jensens bog:
Jeg har med interesse fulgt tråden om Niels Jensens nyere bog og har derfor lånt den på biblioteket. Jeg var selv så heldig at jeg i sin tid fik det sidste eksemplar af Bays dampbibel, som Nyboder Boghandel var i besiddelse af, så jeg har heldigvis ikke det store behov for Niels Jensens bog.
Efter at have læst den, synes jeg at:
1. Der er stort set ingen tekst. Man kan såmænd ligeså godt anskaffe sig Hans Gerners: “Danske Damplokomotiver, som jeg så dem”, som jeg fik til 50 kr på tilbud.
2. Reproen på de ældre billeder er under al kritik. De står meget ringere end de gør i Bays dampbibel. Når man tænker på udviklingen i trykketeknik i løbet af de 25 år, så er det simpelthen for dårligt.
3. Tegningerne er for små.
4. Næste ingen tekniske data.
Til 349 kr er den alt, alt for dyr. Den er vist lige kommet på tilbud,
men jeg vil ikke betale mere end 50 kr for den.
Overordnet vil jeg sige at man står sig langt bedre ved at surfe rundt
nogle timer på damplokomotivdelen af http://www.jernbanen.dk