MY i skala H0 og 0 fra Heljan

Normalt er det materiel i skala H0, der bliver skrevet om på MJ-blog. Denne gang skal det dog handle om den noget større skala 0, dvs. 1:45. H0 står som bekendt for halv-0, så det er spændende at kigge nærmere på et lokomotiv i næsten dobbelt så stor skala.

Ovenfor ses Heljans nye model af DSBs diesellokomotiv litra MY i henholdsvis skala H0 og 0.

MY i skala 0 fra Heljan

Det er en gigantisk model at stille op til fotografering! Den vejer ca. 3 kg, eller seks gange så meget som den tilsvarende model i skala H0. Som det ses, leveres modellen uden nummer, så man selv kan vælge hvilket nummer den skal have. Der følger dog ikke nogen overføringsmærker med, så man må selv ud på markedet og søge.

Mon ikke KM-Text er leveringsdygtig i et udvalg af numre?

MY i skala 0 fra Heljan

Den større skala giver nogle flere muligheder. Pufferne er fjedrende, og modellen er udstyret med en ægte skruekobling, der også er fjedrende. Med til lokomotivet følger også kortkoblingskulisser samt skørter med hul i, så man kan isætte andre koblinger.

Skruekoblingerne er rigtigt lækre, men nok lidt svære at betjene i drift på et anlæg, så det er fornuftigt at give mulighed for andre koblingstyper.

MY i skala 0 fra Heljan

Kigger vi indenfor i førerhuset, står der en stol parat til lokomotivføreren, men det så desværre ikke så nemt ud at komme derind med en pensel for at give interiøret en tur med en pensel.

MY i skala 0 fra Heljan

Bogierne er fint detaljeret, og man endda læse navnet på aksellejetypen, som var speciel for de første fire MY’ere leveret fra 1954. Med i æsken findes også den nyere type, så man kan skifte ud efter forgodtbefindende.

Den lille stige ned fra førerhuset ser lidt grov ud. Prøv at sammenligne med billederne på Jernbanen.dk.

MY i skala 0 fra Heljan

På siden kan fabriksskiltet tydeligt læses. Mon ikke der skal stå noget mere i den tomme oval i nederste højre hjørne. Måske har der været en samler forbi og skrue skiltet af? :-)

MY i skala 0 fra Heljan

Rotorerne på taget er en lækker detalje. Når lokomotivet kører, drejer alle nemlig rundt i takt med motoren!

Så kan man passende placere dekoderne lige nedenunder, så den kan blive kølet…

MY i skala 0 fra Heljan

Tager vi toppen af kolossen, ser det således ud.

Fra det centrale printkort går der ledninger ud til de to motorer placeret på hver bogie, til tagventilatorerne, til lyset samt til strømoptaget fra hjulene. Så vidt jeg kan se er der strømoptag på de to yderste aksler i hver bogie ligesom modellen i skala H0.

MY i skala 0 fra Heljan

De to svinghjul til motorerne understreger forskellen fra H0. De er kæmpestore, og vejer måske ligeså meget som et alm. lokomotiv i H0. De er tilmed støbt så perfekt, at knipser man til dem, giver de en lang syngende lyd.

MY i skala 0 fra Heljan

Ventilatorerne på taget bliver drevet af to små motorer ved hjælp af snekker. Det ser nydeligt ud!

MY i skala 0 fra Heljan

I den ellers udmærkede manual står der at maskinen har NEM-stik til dekoder, men jeg kan ikke finde det… Hverken på over eller undersiden af printkortet er der noget, der ligner et dekoderstik. Det står godt nok heller ikke på æsken, så måske var det blot planlagt at det skulle laves, og så droppet i sidste øjeblik?

Hvis du kender mere til dekoderstikkets historie, må du meget gerne skrive en kommentar nedenfor.

MY i skala 0 fra Heljan

Hjulene er meget store og meget blanke. En brunering ville have gjort underværker. Flangehøjden ser fornuftig ud, uden dog at kende til standarderne for skala 0.

Det næste spørgsmål er, så hvordan modellen kører. Jeg havde desværre kun ca. 2m spor i skala O, så det blev kun til lidt analog kørsel frem og tilbage, men det så meget fornuftigt ud. De store svinghjul gav modellen et langt udløb, og selvom den ikke var kørt til, kunne den snegle sig nydeligt afsted.

Hvis du har erfaringer med kørsel med modellen, må du meget gerne skrive en kommentar.

MY i skala 0 fra Heljan

Her ses modellen i skala 0 igen med sin mindre lillebror. Som det ses, er der forskel i farven. Mens H0-modellen er blank både på taget og på siden, er 0-modellen malet i en mere mat farve. Den store model er desuden lidt mere orange-brun i farven end den lille, der har en anelse mere blåt i farven.

En pudsig detalje er, at mens det indre af skorsten på taget er malet sort på den lille model, er det blot lysegråt på den store. Det kan selvfølgelig hurtigt udbedres med lidt maling.

MY i skala 0 fra Heljan

En meget visuelt forstyrrende detalje er den grimme støberand på siden af fronten, som H0 modellen lider af, og som af uforklarlige årsager er kommet med på 0-modellen også. :-(

Det er endnu tydeligere på billedet i toppen af artiklen.

En anden detalje er de to bøjler på siden af fronten. I forhold til billederne på Jernbanen.dk, sidder den forreste bøjle lidt for langt fremme, og trinnet nedenunder mangler. Det er velsagtens udeladt, så bogierne kan dreje frit.

Heljans model af MY’eren er ikke billig. 5.500 kr er den vejledende udsalgspris, og det mange penge sammenlignet med hvad f.eks. firmaet Lenz tilbyder. Her får man for lidt færre penge et digitalt skala 0 lokomotiv med lyd.

Med lokomotiver i den størrelse er der plads til højttalerne i en ordentlig størrelse, så lyden må kunne blive rigtigt god. Det kan derfor undre at Heljan ikke tilbyder den mulighed fra fabrikken. Måske kører de fleste i Danmark stadig analogt i spor 0?

MY i skala 0 fra Heljan

Skala 0 er en voldsom skala, når man er vant til H0. Jeg kan godt forstå folk som Erik Olsen, der er blevet bidt af skalaen på grund af de mange detaljerings- og selvbygningsmuligheder.

Da MY-modellerne i begge skalaer stod overfor hinanden kunne jeg da også godt se, at H0-modellen var temmelig vissen sammenlignet med storebror med de ekstra muligheder. Når det er sagt, så er der nu ikke særlig stor forskel i detaljeringen af MY-modellerne i de to skalaer, så jeg tror jeg holder mig til H0 lidt endnu… :-)

Tak til de flinke mennesker i modeltogsbutikken Kystbanen nord for København for at stille Heljans nye model til rådighed til anmeldelse.

Relaterede artikler
MY fra Heljan i skala H0

Lignende indlæg:

  1. MY-lokomotiv fra Heljan
  2. CP vogne fra Heljan
  3. PB-vogn fra Heljan