Tue 20 Nov 2007
CU-vogn i teakudgave fra Hobbytrade
Skrevet af Occam i Hobbytrade , Materiel , Person- og postvogne , Producenter4 kommentarer

For nylig udvidede Hobbytrade sortimentet af CU-vogne til også at omfatte vogne med teakbeklædning. Der er dog også sket andre ændringer med vognen, heldigvis mest til det bedre…

Går vi helt tæt på vognen er det tydeligt at teakken er lavet på samme måde som rejsegodsvognene litra EH, det vil sige med spraymaling med flere forskellige farver i flere lag.
Litreringerne er skarpe, selvom de skal folde sig dybt ned i rillerne mellem brædderne.

Sammenligner vi med den vinrøde CU-vogn er et par af ændringerne tydelige. Den største ændring er tagets farve, der er blevet lidt lysere. Desværre er det også blevet blankt, hvilket jeg ikke synes passer så godt med tagpap. Der må patinering til!
Til gengæld har vognen fået de samme flotte hjul som EH-vognene, og det ser virkelig godt ud. Flangerne er blevet lidt mindre og hjulet er mindre blankt.
Man kan ikke se det på billedet, men undersiden af taget, der rager ud over endeperronerne er blevet malet hvidt istedet for blot at være i plastens hvide farve. En meget lille detalje, men det pynter!
En anden lille detalje er den lille støbejernsudsmykning mellem tag og vognkasse. Den er naturligt nok sort på de nye vogne og ikke malet vinrød.

Sammenligner vi med en af EH-vognene, er der en anelse forskel i nuancen, hvilket er en god ting efter min mening. Virkelighedens vogne har næppe nogensinde været samme nuance, så det er passende at modelvognene heller ikke er det, blot fordi de kommer fra samme fabrik.
Som det ses på CU-vognen har rørsystemet på undervognen også fået en mørkere nuance end på de vinrøde vogne, og det gør rørerne mindre markante.
Vognen, CU 4148, er revideret i september 1945, hvilket gør den til en tidlig epoke III vogn. Efter sigende blev teak-CU-vognene malet vinrøde i begyndelsen af 1950′erne, så er man striks med årstallene kan vognen altså kun bruges fra 1941, hvor den omlitreret fra CC 10849, og frem til begyndelsen af 1950′erne.
Går man mindre op i den slags kan man om forhåbentligt ikke så længe oprangere et komplet teaktræssidebanetog med en D-maskine spændt for, og det kommer nok til at se nydeligt ud, ligemeget hvilken periode man kører.
Desuden er vognen med til at lægge grunden for de af os, som egentligt gerne ville køre dansk i mellemkrigstiden, da vognen jo stort set blot skal omlitreres for at passe ind i epoke II.

Hvis du synes at billederne i anmeldelsen ser anerledes ud end sædvanligt, er det for det første fordi jeg har købt nyt kamera, og for det andet fordi jeg for første gang har eksperimenteret med kunstlys hjemme istedet for at bruge dagslys. Det er en ny udfordring at få det til at se godt ud, men det er jo ret knapt med naturligt lys i de næste mange måneder.
Mere om det i en kommende artikel…
Ovenfor et forkølet forsøg på at simulere morgensol på dioramaet.
Til slut lidt ønsker for fremtiden. På ældre billeder synes jeg gerne man ser tog med rystevogne oprangeret med mange forskellige vogne. Det kunne være dejligt med en variant, som f.eks. den treakslede CUK eller måske CY-vognen med de sjove vinduer. Måske kunne nogle af delene fra CU-vognen bruges?
Et mere ydmygt ønske er nok CM-vognen i den nye teakudgave, og mon ikke det er på trapperne…?
Hvad synes du om den nye vogn?
Relaterede artikler
CU-vogn fra Hobbytrade (vinrød)
CM-vogn fra Hobbytrade
Absolut hjemmelavet CV-vogn
Lignende indlæg:
November 20th, 2007 at 23:41
Glimrende anmeldelse og som sædvanligt utroligt flotte billeder.
Mon ikke successen med CU følges op med nok en rystevogn, når D-maskinen og CL-vognen er kommet i handelen?
Tillykke med det ny kamera, det vil du blive glad for.
November 21st, 2007 at 16:43
Hejsa
Hvor er den fin, den ligner jo ganske vores vogn i Høng
Vestsjællands veterantog under Dansk Jernbaneklub kører jo med K654 spændt for en række forskellige C-vogne. Kunne jo blive helt sjovt at køre med samme vogne hjemme i stuen også.
Skulle nogen af jer have lyst til at se dem i 1:1, så står de altså i Høng på Sjælland M;(
jvf vores hj.side: http://jernbaneklub.dk/vsvt/default.asp
Tak i øvrigt for en rigtig spændende blog.
November 25th, 2007 at 15:13
Hej med dig OCCAM
November 25th, 2007 at 15:16
Hej med dig OCCAM
Nå jeg ved ikke hvad der skete lige før…
Igen en aldeles fin anmeldelse af denne nye vogn som jeg syntes er rigtig fin, ja jeg vil næsten sige den er flottere en den røde, det er jo selvfølgelig smag og behag…
Det er helt sikker en vogn der kommer til at rulle en del af på deforskellige danske anlæg, mon ikke??