Dioramadele fra Epokemodeller

Jeg tror ikke, at man nogensinde bliver helt færdig med at detaljere et diorama. Selvom mit fabriksdiorama stort set er færdig, synes jeg stadig, at der mangler lidt småting før det er helt perfekt. Sådan bliver det sikkert også med det næste, storbydioramaet, og de næste efter det.

Heldigvis behøver man ikke lave alle detaljerne selv, der bliver nemlig flere og flere muligheder for at købe ting færdige. Det kan jeg godt lide, for så er der mere tid til alle de mange andre aspekter af hobbyen.

På billedet ovenfor ses en af Epokemodellers nye telefonbokse. Den er lavet af metal og kommer helt færdig fra fabrikken med glas og skilt indlagt.

Sådan en telefonboks ville være et gigantisk arbejde selv at skulle lave, så det er skønt at den kan købes færdig, for en flot telefonboks liver jo op på dioramaet eller anlægget.

Dioramadele fra Epokemodeller

En lignende fin detalje er politialarmen på billedet ovenfor. Jeg gør ud fra, at de har været brugt til hurtig alarmering af politiet.

Huset, der danner baggrund, er iøvrigt Kibris etageejendom.

Dioramadele fra Epokemodeller

Den lækreste af sagerne fra Epokemodeller er den lille bænk på billedet. Den er lavet af meget tynde strimler bemalet metal , som heldigvis er samlet fra start af.

Hver af brædderne på langs af bænken er under 1mm brede, men fordi de er lavet af metal, er bænken overraskende stabil.

På det kommende storbydiorama skal der stå et par stykker af dem, og den ene skal nok stilles med udsigt over banen med en togentusiast med kamera siddende på den… :-)

Dioramadele fra Epokemodeller

Den sidste ting i denne lille gennemgang i størrelsesorden er et kloakdæksel. Det er af samme type som stadig kan ses i gaderne. Jeg ved sog ikke hvor gammelt det er, men at dømme fra udsmykningen, har det en del år på bagen.

Dækslet er lavet af ætset messing, og kommer sammen med et antal riste, der også finder plads på dioramaet.

Efter at have vasket messingen med vand og sæbe, spraymalede jeg den sort. Det har flere fordele, bl.a. at malingen er så tynd at den ikke ødelægger de fine detaljer, plus at den binder bedre end almindelig akrylmaling på flaske. Så er den klar til yderligere bemaling og patinering.

Det er et stort arbejde at bygge et diorama eller modeljernbaneanlæg. Derfor er det skønt, at der efterhånden er kommet så mange fine detaljer på markedet, for det er sådanne fine sager, der får et diorama til at se realistisk ud sammen med velbyggede modeller og realistisk patinering.

Relaterede artikler
Treetagers hus fra Kibri
Modelnips til anlægget
Storbydioramaet

Lignende indlæg:

  1. KTAS telefonhus fra Epokemodeller
  2. CU-vogn fra Hobbytrade
  3. Biltransportvogne fra Märklin