Storbydiorama - opbygning af grundpladen

I weekenden fik jeg endelig tid til at komme videre med storbydioramaet.

Som jeg skrev i artiklen om planlægning og inspiration skulle der være en stigende højde jo længere man kom fra forkanten.

Siden jeg lagde de første planer har jeg besluttet at spejlvende dioramaet i forhold til planen i den første artikel. På den måde falder lyset nemlig bedre til fotografi på vores spisebord. :-)

Storbydiorama - opbygning af grundpladen

Grundpladen er et stykke 9 mm MDF plade, udskåret i byggemarkedet med målene 90x40cm. Ovenpå er lagt en 3 cm flamingoplade.

Ovenfor er den første beboelsesejendom sat på pladen sammen med spor og dele af en fabriksbygning fra Cornerstone. Det var iøvrigt det byggesæt jeg købte på Heljans stand på Hobbymessen. Mere om det senere…

Jeg sad længe og baksede med delene for at finde ud af hvor stor “førstesalen” skulle være. Til sidst blev jeg træt af det og tog det lidt på slump… :-)

Storbydiorama - opbygning af grundpladen

Nogle ville nok opbygge den næste etage i træ, men når flamingoet er så tykt som her, er det faktisk ret stabilt.

På billedet har jeg sat støttemur og klodser fast til grundpladen.

Storbydiorama - opbygning af grundpladen

For at fæstne muren og klodserne brugte jeg naturligvis hvid lim, der binder rigtigt godt på flamingo. For at give yderligere stabilitet tog en en bunke små træspyd fra hobbyskabet og skar over så de blev spidse.

Dernæst masede jeg dem i forskellige vinkler ned i klodserne og muren og videre ned i underlaget. Det blev klippestabilt! :-)

Storbydiorama - opbygning af grundpladen

Dernæst kom toppladen på, og den blev fæstnet efter samme princip.

Som det ses er der næsten plads til en underjordisk metro under pladen… :-)

Jeg havde oprindeligt tænkt mig at bygge pladen op ved at stable flamingoplader, men jeg tror det er en fordel med lidt underjordisk plads til at føre ledninger rundt og f.eks. stille Viessmanns gaslyseffektgenerator.

Storbydiorama - opbygning af grundpladen

Som jeg nævnte havde jeg lagt et 3 cm-lag flamingo oven på grundpladen. Forsiden af dioramaet skal som nævnt passe sammen med Fabriksdioramaet, og her er der kun en 2 cm plade på. Derfor måtte der fjernes en centimeter!

Det foregik på nemmest mulig måde med en hobbykniv og klør fem inkl. negle. :-)

Som det ses blev det ret ujævnt, men det gør ikke noget, da det alligevel skal spartles ud til at blive en grusvej, der fører hen til fabrikkens lille port.

Sporene er Rocos code 83 spor, og mellem sporene og grusvejen skal der være et lille hegn á la hvad man som regel ser op af DSBs strækninger.

Storbydiorama - opbygning af grundpladen

Til slut prøveopstillingen set bagfra.

Som det ses er der store vinduer og masser af plads inden i Cornerstone-fabrikken, så jeg har tænkt mig at fabrikere nogle billeder af en fabrikshal, der kan bruges om bagklædning ved dioramaets kant.

Jeg havde tænkt mig at fortsætte fabrikken et stykke ved den enkle mur som ses uden tag, men den må nu lade livet til fordel for en anden lækker fabriksbygning, jeg netop har gjort færdig. Mere om den senere.

Selv om 90 cm bygninger lød af meget i starten, synes jeg det går hurtigt med at få fyldt dem ud. Det er lige før, at pladsmangel begynder at blive et problem! :-)

Kommentarer og forslag er som altid velkomne…

Relaterede artikler
Storbydiorama – inspiration og planlægning
Storbydiorama – de første bygninger
Fabriksdiorama

Lignende indlæg:

  1. Storbydiorama – de første bygninger
  2. Storbydiorama – inspiration og planlægning