Sun 2 Dec 2007
TKVJ privatbanevogne fra Hobbytrade
Skrevet af Occam i Godsvogne , Hobbytrade , Materiel , Producenter3 kommentarer

For kort tid siden sendte Hobbytrade tre nye udgaver af den lille Q-vogn på gaden. De tre vogne kommer alle fra privatbanen Troldhede-Kolding-Vejen Jernbane, forkortet TKVJ.
Jeg vidste ikke hvad banens forkortelse stod for, men heldigvis fandt jeg hjemmesiden Signalpost.dk, der indeholder en mængde information om jyske privatbaner og herunder TKVJ.
Her kan man bl.a. læse at banen åbnede under 1. verdenskrig, nærmere bestemt i 1917, og var i drift frem til 1968. Udover byerne i navnet betjente banen landsbyer med metropolske navne som Bække, Stakroge, Sandet og Lyngminde.

Vognene er malet i tre forskellige farver. QA 215, som ses ovenfor, er malet i en rød nuance og desuden forsynet med bremseplatform.
Bemærk også de flotte hjul med små flanger. De ligner hjulene fra EH-vognene, som nu ser ud til at være standard. Så mangler vi bare egerhjul med samme flange, så ser det brandgodt ud.

IA 104 er hvidmalet og har formodentligt været beregnet til fødevarer. Er der nogen der ved mere?
Læg her mærke til den spinkle bremse på et enkelt hjul, der sandsynligvis blot har haft til funktion at bremse vognen når den holdt stille.

QA 230 er min favorit blandt de tre vogne. Den er malet i en lækker støvet brun farve, der får den til at se slidt ud direkte fra æsken. Desuden har jeg en svaghed for vogne med bremsehus.
Vognen har et meget detaljeret og spinkelt bremsetøj, som ser rigtigt flot ud.

Ovenfor er QA 230 sammenlignet med en stor Q-vogn, nemlig QHL 32 643, og da ses det tydeligt hvordan farven varierer. Forbedringen i hjulenes udseende ses også tydeligt.
De tre privatbanevogne er produceret i samarbejde med DWA Hobby. Efter min mening er det en rigtig god idé med en sådant samarbejde, da priserne på DWAs vogne så kommer lidt ned grundet den større serieproduktion.
Ifølge annoncen i Banen tidligere på året er de tre vogne kun begyndelsen. Senere vil der nemlig komme vogne fra andre privatbaner ud af samarbejdet med DWA og Hobbytrade.
Vognene bliver kun produceret i en enkelt serie og er allerede udsolgt fra Hobbytrade, så de bliver nok snart samlerobjekter. Jeg forestiller mig, at der ikke går længe, før vi ser de tre vogne på QXLs modeltogssektion til meget høje priser.
Det går nu ikke noget så længe man stadig kan købe almindelige Q-vogne og andre privatbanevogne, for så er der også noget for samleren, hvilket andre fabrikanter som f.eks. Märklin plejer at gøre meget ud af med succes.
Relaterede artikler
Store Q-vogne fra Hobbytrade
HFJ-vogn fra Hobbytrade
AHJ-vogn fra Hobbytrade
December 3rd, 2007 at 9:27
TKVJ havde, en for privatbaner, stor godstransport. Dog mest tørv, brunkul og kartofler. De meget få hvide vogne kan måske være brugt til transporter fra Grindsted Slagteri.
De forskellige røde farver på de alm. godsvogne, skulle iflg. overleveringen angive hvor meget den enkelte vogn kunne laste. Banen brugte endetal 0 og 5 på vogne med bremse.
December 5th, 2007 at 7:40
Den hvide IA vogn havde sit udseende fra leveringen til den blev ommalet senest i 1951. Den blev anvendt til transporter fra Jordrup mejeri (ost), Stakroge mejeri (smør, 34 vognladninger i 1957) samt Sdr. Omme slagteri.
Desuden anvendtes de til fødevaretransporter til de lokale Brugser, samt muligvis til margarinetransport (Alfa i Vejen) det sidste er dog mere tvivlsomt, da der specielt blev udvalgt en hvidmalet QB(Tysk Q10) til dette formål. Vognen blev leveret med stjernehjul, så der er nok sket en fejl med hjulene, da disse først blev skiftet i 1950′erne.
December 5th, 2007 at 8:51
Mange tak for oplysningerne.