D-maskine fra Hobbytrade

NU ER DEN HER! – plejer reklamerne på tv at skrige i hovedet på os, men i denne sammenhæng giver det faktisk god mening. :-)

Den længe ventede og temmelig forsinkede model fra Hobbytrade af DSBs damplokomotiv litra D er nu endelig kommet i butikkerne.

I denne anmeldelse vil jeg give et indtryk af modellens udseende, køreegenskaber og lyd. Anmeldelsen vil senere blive fulgt op af en sammenligning med andre danske damplokotivmodeller fra de seneste år samt af et interview med en af Hobbytrades medarbejdere om processen med at fremstille modellen.

D-maskine fra Hobbytrade

Moderne kvalitetsmodeltog er ikke billige. Den vedledende pris for D-maskinen med lyd er indtil videre ca. 2.800 kr, og for de fleste af os er det en ikke ubetydelig investering.

Derfor er det ikke nok “blot” at lave en lækker model, den må efter min mening også gerne præsenteres lidt lækkert, så man får en fornemmelse af at have købt et luksusprodukt.

Det lever Hobbytrade glimrende op til med deres nye model. D-maskinen kommer nemlig i en nydelig trækasse lavet af bejdset fyrrefinér. Når man tager låget af æsken åbenbarer synet på billedet ovenfor sig.

Et stykke stof med gult tryk fortæller hvad der gemmer sig længere nede i kassens dyb. Nogle vil nok kalde det overflødigt, men det forstærker fornemmelsen af, at man har købt noget lækkert.

D-maskine fra Hobbytrade

Dybest inde i æsken gemmer den velemballerede model sig. Stillet op på skrivebordet ser den således ud.

Det første indtryk er brandgodt. Modellen har en meget lækker glat finish, og den sorte farve er ganske lidt over i det koksgrå, hvilket ser meget realistisk ud.

Billederne yder ikke helt modellen retfærdighed, da de er optaget sent om aftenen med et ikke altid vellykket forsøg på kunstlys. Når solen en dag skinner en dag jeg har fri, glæder jeg mig til at tage nogle flottere billeder…

D-maskine fra Hobbytrade

Med i æsken følger også en pose med løsdele, og i modsætning til så mange andre modeller, er disse vitale for at modellen kan køre. Her ligger nemlig akslen, som overfører kraften fra motoren i tenderen til maskinens tre drivhjul, og den skal naturligvis monteres som det første, hvilket heldigvis er meget nemt.

Man kan overveje det symbolske i akslens placering i posen, som tydeligt fortæller om modellen har været i brug eller ej, men lad nu det ligge… ;-)

D-maskine fra Hobbytrade

Ser vi først på maskinens forreste del kan vi nyde virvaret af rør, gangtøj og andre fine detaljer. Maskinen har naturligvis banerømmere og lanterner placeret efter dansk standard. På skorstenen, som efter sigende skulle være drejet i messing, sidder et nydeligt skorstensbånd, og på domen ses en advarselstekst.

Som det ses er pufferne lavet af metal, hvilket er en klar fordel da det ikke ødelægges så nemt ved hårde rangeringer eller sammenstød som puffere af plastik. Metallet er dog lidt rigeligt blankt, men det kan jo klares med lidt maling. Måske løber de an med tiden?

På beholderen over cylindrene kan revisionsdatoen læses , som er 1959.

D-maskine fra Hobbytrade

Kigger vi nærmere på gangtøjet, ser vi at det er en nydelse for øjet. Spinkelt og detaljeret ser det ud, samtidig med at det ser olieret og lidt beskidt ud. Perfekt!

D-maskine fra Hobbytrade

Ser vi på maskinen lidt ovenfra, ses det at der heldigvis ikke er nogen synlig støberand mellem de to sider af kedlen.

Fra denne vinkel kan man dog desværre se fire lodninger lige over det midterste drivhjul samt lidt tekst over det forreste. Over hjulene ligger nemlig en printplade, der heldigvis er malet sort, så man ikke lægger mærke til den, men lodningerne og teksten undslap dog penslen. Det er dog meget nemt at rette selv med en tusch eller en klat maling.

D-maskine fra Hobbytrade

Tenderen og maskinen er fast forbundet med ledninger, som fornuftigt nok er malet sorte. Der er dog så meget spil i ledningerne, at man kan stille tender og maskine ved siden af hinanden til fotografering.

Tager vi førerhuset først er der godt med detaljer. Dernæst lægger man mærke til røret, hvori akslen fra tenderen skal monteres.

I tenderen ses kardanleddet, der er forbundet med motoren og svinghjulet. Læg mærke til detaljeringen på tenderens bagside, som ellers ikke ses ved kørsel.

D-maskine fra Hobbytrade

Tenderen er en fin lille sag. Kulbunken er fint detaljeret i forhold til hvad man ellers ser på modeller, og det er imponerende at der er blevet plads til både dekoder, højttaler og motor inden i den lille tender.

Tenderens type er iøvrigt den samme som brugtes på DSBs litra damplokomotiver C og K, så der er måske muligheder for fremtiden? Man har jo lov til at håbe… :-)

Kulbunken er afgrænset af en bræddekonstruktion, som har fået en lidt pudsig farve, nærmest over i det violette. Men igen, det er nemt at rette selv, da delen nemt kan tages af for sig.

Uden at vide det forestiller jeg mig at der skulle stå nogle oplysninger på siden af tenderen om rumfang og kullastkapacitet, men måske tager jeg fejl?

D-maskine fra Hobbytrade

Efter at have svæget i modellens lækre udseende, byggede jeg en lille digital prøvebane op med Rocos gamle skinner med blød ballast. Jeg inkluderede også et upolariseret sporskifte samt et R5/6 kurvesporskifte, som min PR-maskine fra Heljan plejer at gå i stå i.

Og hvordan kørte den så?

Med fare for at lyde som en modeljernbanekliché vil jeg sige, at den kørte silkeblødt lige fra starten. Jeg havde ikke kørt den til, og alligevel kørte den blødt og lækkert, og nærmest smøg sig rundt på banen!

Motor og gangtøj var ikke helt så lydløse som Rocos større maskiner, men samtidig meget mere stille end Trix’ og Heljans maskiner.

Ved langsomme hastigheder er den meget stille, men når den nærmer sig topfarten er man ikke i tvivl om at den kører ud fra lyden. Det er velsagtens meget naturligt da gangtøjet består af så mange metaldele, og motoren nødvendigvis må være ret lille.

De strømløse stykker i sporskifterne blev forceret uden problemer, og selv et sted hvor skinnerne var samlet skævt, så den ene skinne stak et par millimeter op, klatrede den brave lille maskine uden problemer henover og fortsatte sin færd!

Lyset på maskinen havde desværre, som de fleste af Hobbytrades maskiner, et lidt blåligt skær. Det så heller ikke ud til at lyset skiftede med kørselsretningen, for der var slet intet lys i lanternen på tenderen. Måske er der noget der skal indstilles i dekoderen?

Ifølge manualen fra ESU kan man styre agterlanternen med en F-tast, men da den samtidig bruges til en af lydene, havde det ingen effekt…så indtil videre ser maskinen bedst ud med lyset slukket.. :-)

Og så var der jo også lyd i….

Efter at have slået lyden til med F1 begyndte maskinen diskret at summe. Ved igangsætning varede det lidt inden det første dampslag kom. Det ser ud til at dampslagene er næsten helt synkroniseret med hjulene, da dampslagene kom på de samme tidspunkter i forhold til hjulets stilling hele tiden. Der er to dampslag pr. hjulomdrejning.

Lyden af maskinen der kører bliver med mellemrum suppleret af diverse andre lyde som man også selv kan aktivere med funktionstasterne. Lydniveauet passede mig egentligt meget godt i en stille stue, måske kan man med fordel endda skrue en smule ned for det. Det står som udgangspunkt indstillet til det næsthøjeste niveau ud af 64.

Normalt når jeg får et nyt lokomotiv, bruger jeg lang tid på at indstille dekoderen, så hastighed samt bremse- og accellerationsforsinkelse passer til min smag. Med D-maskinen var det slet ikke nødvendigt, for den kørte rigtigt lækkert fra start af. Det tog ca. en lille omgang på prøvebanen at komme op på topfarten, og ca. det samme at bremse igen.

Jeg målte ikke hastigheden, men udfra de øvrige lokomotiver jeg har indstillet at dømme, passede det nok meget godt med 70 km/t.

Sådan skal det være! For fremtiden ville det være rart, at alle lokomotiver var udrustet med lyddekoder fra start, som var indstillet til en realistisk tophastighed, så man ikke selv skal ud og købe dekoder og indstille den selv.

D-maskine fra Hobbytrade

Det er et virkeligt lækkert lokomotiv, Hobbytrade har sendt på gaden. Der er nogle småfejl, men i forhold til hvor lækker modellens finish er, og hvor godt det kører, er det fuldstændig uden betydning.

Jeg har flere gange haft mulighed for at kigge på Brimalms luksusudgave af D-maskinen, og jeg må indrømme, at Hobbytrades udgave ikke lader meget tilbage at ønske.

Det er sjældent at der kommer en færdig model af et “rigtigt” dansk lokomotiv på markedet, så det er tilladt at være begejstret. :-)

Nu bliver det spændende at se hvad Hobbytrade finder på som det næste damplokomotiv, og hvordan konkurrenten Heljans damplokomotiv litra E kommer til at tage sig ud. D-maskinen har i hvert fald sat niveauet højt!

Hvis du har gjort dig erfaringer med den nye model, er du meget velkommen til at skrive en kommentar nedenfor. Andre kommentarer er som altid naturligvis også velkomne… :-)

Relaterede artikler
Interview med Kasper Bang Jensen fra Hobbytrade
PR-maskine fra Heljan
N-maskine fra Roco
MY fra Heljan

Lignende indlæg:

  1. N-maskine fra Roco
  2. PR-maskine fra Heljan
  3. QF-vogn fra Hobbytrade