Interview med Kasper Bang Jensen fra Hobbytrade

Kort efter D-maskinen kom på gaden var jeg så heldig at fange Hobbytrades Kasper Bang Jensen til et interview om modellen og dens tilblivelse.

Occam: Lad mig allerførst spørge om hvorfor det blev en D-maskine I valgte?

KBJ: Den allerførste inspiration kom fra tidsskiftet Lokomotivets læserundersøgelse i 1997 om hvad folk ønskede sig i model. Her lå D-maskinen øverst. Den tiltalte os også ved den passer til vores egne modelbaner, altså en model vi selv kunne bruge.

D-maskinen stod for os som et godt valg, da den er anvendelig til person- og godstog, og desuden fandtes i stort antal på de danske jernbaner. Vi havde flere andre dampmaskiner oppe at vende, men blev ved med at vende tilbage til D-maskinen som vores første dampmaskineprojekt.

Det er vores mål at producere modeller, der passer sammen og giver folk mulighed for at lave realistiske oprangeringer, og i den forbindelse virkede D-maskinen som et godt valg, da den har kørt med så meget forskelligt.

Occam: Hvornår begyndte arbejdet med D-maskine modellen?

KBJ: En af de store udfordringer i arbejdet med modellen var faktisk at finde en kinesisk fabrik der var dygtig nok til opgaven. Der er mange producenter der laver diesel- og elektriske lokomotiver i model, men hvis man kigger rundt, er der faktisk ikke så mange udover de store producenter, der laver damplokomotiver.

*tænker sig grundigt om* Det startede nok i virkeligheden for ca. 2½ år siden, i sommeren 2005, hvor vi mødtes med repræsentanter for en ny fabrik, der skulle give et bud på hvordan de ville løse opgaven.

Occam: Kan du fortælle lidt om researcharbejdet?

KBJ: Ja, det bestod i at skrabe så mange hoved- og detailtegninger sammen som muligt. Her var den version af maskinen vi valgte, nemlig D IV, en særlig udfordring, da der ikke findes en egentlig hovedtegning af den ombyggede maskine. Tenderen var nemmere, for den fandtes der gode tegninger af. Undervejs kiggede vi også på gamle billeder af maskinerne i drift, og fik en rigtig god hjælp fra jernbaneentusiaster, som var meget venlige til at låne materiale ud.

Occam: Når man har prøvet at bygge modeller selv, kan man godt få en idé om hvor kompliceret proces det er at skabe en model. Når modellen så ovenikøbet ikke er et unikum, men skal serieproduceres i hundredevis eller måske tusindvis af eksemplarer, må det være nogle ganske anderledes teknikker. Hvordan foregår produktionen af de detaljerede maskiner egentligt?

KBJ: At sende en færdig model som D-maskinen på markedet er nok et større arbejde end de fleste tror. Når researcharbejdet er ved at være overstået går en konstruktør i gang med at lave 3D-tegninger af alle dele på modellen, og dernæst en samlingstegning, hvorfra man skaber en simulation, hvor modellens bevægelser kan ses i 3D.

Occam: Det kunne være sjovt at se sådan en animation f.eks. på jeres hjemmeside en dag i fremtiden?

KBJ: Det er vist desværre ikke så ligetil at eksportere filen fra 3d-programmet, men ja, det er nok det tidlige skridt i processen, hvor modellen kommer mest til live.

Herefter sendes tegningerne til korrektur hos en følgegruppe af vidende entusiaster, der som regel finder en mængde ting der skal rettes, og så ryger tegningerne nogle gange frem og tilbage inden det besluttes at tegningerne er gode nok.

Occam: Ja, enhver model må jo være et kompromis. Alle detaljer kan jo ikke komme med i en så forholdsvis lille skala som 1:87.

KBJ: Nej…men inputtet fra entusiasterne er meget værdifuldt til at sikre at modellen bliver så detaljeret som det er muligt inden for den tekniske og økonomiske ramme.

Når tegningerne så er i orden begynder arbejdet med at opbygge støbeværktøjer, dvs. forme. De opbygges i stål, der først bliver fræset og siden bearbejdet med en teknik der kaldes gnistning. Det foregår groft sagt ved at en elektrode med form som den del der skal støbes presses ind i en stålplade, der ligger nedsænket i et vandbad. Ved hjælp af en gnister fra en meget høj spænding sprænges stålmolekyler væk fra stålpladen og skylles væk, og skaber derved et aftryk i formen.

Occam: Det lyder ret cool. Sådan en gnistmaskine kunne jeg godt tænke mig til min modelbygning.

KBJ: Ja, det er en ret præcis teknik. Ved senere modeller er vi begyndt at arbejde med en anden teknik hvor en laserstråle udskærer formen, hvilket er endnu mere præcist.

Når formene er klar begynder de første prøvestøbninger, og så skal formen rettes og poleres. Dernæst gennemføres flere prøvestøbninger, hvor også pasformen med andre dele undersøges. Derefter kommer køretest og maletest, og det tager alt sammen lang tid, i D-maskinens tilfælde halvandet år. De mange test er meget vigtige for hvor god kvalitet og finish den endelige model får.

Når modellen så kører ordentligt, sendes sendes den til ESU, som optager en passende lyd og sørger for at den bliver synkroniseret med hjulenes omdrejninger.

Occam: Hvor kommer lyden til modellen fra?

KBJ: Der er jo ikke nogen funktionsdygtig D-maskine i 1:1 for øjeblikket, så vi blev nødt til at finde noget der lignede. Jeg kan ikke huske det præcise navn, men damplyden kommer fra et schweizisk lokomotiv suppleret med en dansk dampfløjte.

Når alt så er som det skal være begynder den endelige produktion. Formene spændes op i støbemaskinerne og der bliver stort et antal støberammer passende til antallet af færdige maskiner plus lidt ekstra. Herefter klippes delene manuelt af støberammerne med en skævbider på fabrikken.

De forskellige dele samles i æsker, og de dele der skal males inden samling, sendes til malerafdelingen. Her bliver større flader spraymalet, såsom taget, kedlen, rammen og tenderen. Malingen foregår med en forvokset airbrush foran et lille “vandfald” der suger de overskydende malerpartikler til sig.

Litreringer, der skal trykkes, går til det såkaldte tampontryk. Det er groft sagt en form for omvendt stempel. Herefter kontrolles alle dele igen, og eventuelle fejl bliver rettet.

Herefter begynder selve samlingen. Maskinens undervogn samles af en gruppe, mens andre samler tenderover- og underdel, nogle samler maskinens overdel. Inden de samlede hoveddele sættes sammen er der igen QC , dvs. Quality Control, hvor også gangtøjet og kørslen tjekkes. Nogle dele bliver uværgeligt kastet i kassen NG – No Good, hvorefter fejlene udbedres.

Så færdigsamles maskinerne og køretestes. Hvis der skal dekoder i maskinen sættes den i, og så bliver maskinen naturligvis testet igen…

Endelig bliver modellerne pakket i plastikemballagen, som derefter pakkes i trækasserne, derfra i større kasser og på paller.

I alt går der ca. 1½ måned fra produktionen starter til modellerne kan afsendes, hvis alt går vel. Det skal lige siges, at blot listen over de dele der skal samles fylder 24 sider sat med 8 punkt skrift, så det er en længere proces!

Occam: Jeg kan godt lide trææsken til modellen. Det giver et indtryk af, at det ikke blot er et stykke legetøj man køber. Hvilke overvejelser gjorde I jer med indpakningen?

KBJ: Den vigtigste faktor var helt klart holdbarheden, at modellen ikke blev skadet under transporten. Samtidig ville vi gerne give indtryk af lidt mere end blot et gennemsnitslokomotiv. Vi havde før haft problemer med papækser hvor de var blevet trykket i hjørnerne under transport, hvilket kunne give stød til lokomotiverne og beskadige de mange smådele. Trææsken giver meget bedre beskyttelse, og da det ikke ville fordyre maskinen særligt, synes vi, at det var en god investering.

Occam; Kan du give nogle eksempler på ting, der gjorde, at produktionen af den endelige model måtte udsættes?

KBJ: Ja, undervejs har der også været masser af værktøjsrettelser og tilpasninger, især af gangtøjet. Kobbelstangen er f.eks. støbt i to dele, og tolerancerne meget små. Ledningensføringen inde i tenderen måtte også omkonstrueres. Et tandhjul skulle bygges om, da det gav en dum kliklyd.

Desuden måtte vi lave formen til førerhuset om, da der ellers ville være en synlig krakeleret linje. Derudover fandt vi ud af at vi kunne formindske afstanden fra maskinen til tenderen med 1mm. Vi havde villet være sikre på at maskinen kunne køre på R1 skinner, så vi havde på forhånd sikret os at det kunne lade sig gøre, men der var altså god plads til at afstanden mindre.

Endelig ændrede vi også tenderen for at forbedre gennemstrømingen af lyd og luft, så dekoderen  nemmere kunne slippe af med sin varme.

Occam: Hvad er planerne for modellen og dens levetid, kommer der flere numre eller måske varianter?

KBJ: Den skal fortsætte længe endnu, vi har ingen plan om at den skal udgå. De første numre, 804 og 846 er en engangsserie, mens de næste numre, 826 og 839 skal fortsætte i længere tid. Sandsynligvis kommer der flere numre senere. Med hensyn til andre varianter af D-maskinen vil kræve mange nye forme, så det er næsten som at skulle lave helt nyt lokomotiv….

Occam: Kan du løfte sløret for, hvad det næste projekt bliver?

KBJ: Næste damplokomotiv er i designfasen, men jeg siger ikke mere.
Vi regner med at de mange erfaringer fra D-maskinen kan udnyttes til at lave et om muligt endnu bedre lokomotiv, og måske også på lidt kortere tid

For at give et eksempel så tog den første Q-vogn tog et helt år at lave, mens en godsvogn nu kan skabes på fem måneder, så erfaring betyder altså meget for produktionstiden.

Occam: Så er jeg løbet tør for spørgsmål. Har du nogle sidste bevingede ord til MJ-blogs læsere?

KBJ: Jooo…så skulle være, at vi har lagt masser af energi og hjerte i at gøre D-maskinen så god som muligt, så nu håber at kunderne vil sætte pris på det. At skabe modellerne er mere end bare en forretning, for vi deler jo også selv passionen for hobbyen.

Occam: Tak

Relaterede artikler
Anmeldelse af D-maskine fra Hobbytrade
Anmeldelse af N-maskine fra Roco
Anmeldelse af PR-maskine fra Heljan

Lignende indlæg:

1. D-maskine fra Hobbytrade
2. Q-vogne fra Hobbytrade
3. F-maskine fra Liliput og Tikøb I