Ombygget fabrik fra Piko

Jeg havde længe grublet over hvilken bygning der kunne udfylde hjørnet i storbydioramaet.

Som det ses på billederne i den forrige artikel om dioramaet havde jeg købt et amerikansk byggesæt til en flot stor fabrik, men det så lidt for moderne ud efter min smag, selvom bygningens forlæg sikkert var fra 1930′erne.

Derfor måtte jeg finde på noget andet.

Ombygget fabrik fra Piko

For noget tid siden havde jeg købt Pikos sæt nr. 61833, Kofferfabrik Mopsinger, egentligt mest fordi det var så billigt. Det kostede nemlig kun 78 kr. Det viste sig at være en billigudgave af Pikos flotte store fabriksbyggesæt, men alligevel var der masser af spændende dele med.

Det havde ligget i skabet i et halvt års tid, men efter at have fundet det frem, slog det mig, at man måske kunne bruge sættet som basis for min helt egen fabrik…

Ombygget fabrik fra Piko

Her er et par vægge fra sættet sat op på dioramaet. Vægget med port og vindue er skåret mindre, mens væggen med port er skåret ud fra en væg med stort vindue.

Der var jo kun fire vægge med i sættet, så dem besluttede jeg at sætte oven på hinanden for at give bygningen lidt højde, og så lave sidevæggene ud fra plasticard.

Ombygget billig fabrik fra Piko

Allerførst skar jeg en bundplade ud af 2mm plasticard, hvilket giver et solidt fundament.

Ombygget billig fabrik fra Piko

Dernæst skar jeg alle væggene fra sættet til og limede dem ovenpå hinanden med stykker af plasticard limet bagpå til at give støtte.

Ombygget billig fabrik fra Piko

“Murstenene” i Pikos byggesæt var abnormt store og mindede mest af alt om store gasbeton sten, så murene fik limet en gang murstenspapir på fra trofaste Scalescenes.com. Det dækkede samtidig sammenlimningen.

http://www.scalescenes.com/

Som i de fleste af Pikos sæt var vinduer og rammer i ret krasse farver, så de blev malet om til at være henholdsvis brune og cementfarvede, som det ses ovenfor.

Herefter begyndte jeg at lime væggene sammen på bundpladen. Heldigvis fulgte der hjørner med i sættet, så jeg ikke behøvede at tænkte over at få væggene til at sidde helt præcist.

Inden murene blev limet på, havde jeg skåret et stykke papir med asfalttekstur, også fra Scalescenes, til og limet det ind i portåbningen.

Porten var som sagt den samme mur som ovenfor med vindue i, så den blev skåret til port i stedet, og jeg forsøgte også at få vinduesrammen til istedet at være “portramme” for at få bygningen til at hænge sammen.

Endelig malede jeg en sokkel nederst på den samlende bygning i fem murstens højde.

Ombygget fabrik fra Piko

Da fabrikken skulle udfylde et hjørne var der en vanskelig vinkel at lime sammen.

Efter alt arbejdet med at skære og lime murene var de ikke helt lige længere, og for alligevel at få dem til at sidde pænt brugte jeg et nyt redskab i min modelhobby: gaffatape!

Det blev virkeligt solidt, og jeg regner også med at det nok skal holde. :-)

Ombygget fabrik fra Piko

Herefter kom turen til taget.

Det eneste tag der fulgte med byggesættet var et buet tag, der så ud til at illudere tagpap. Det forkortede jeg og brugte til den yderste del af bygningen.

Som det ses har jeg gjort den venstre del af bygningen lidt højere end den højre for visuelt at adskille dem lidt fra hinanden. Tanken bag bygningen er at den venstre del af bygningen er den ældste, og den højre er blevet bygget til efter nogle år.

Ombygget fabrik fra Piko

Den ældste del af bygningen skulle have et tegltag, og til det formål brugte jeg tagplader fra Auhagen, som først blev spraymalet en grundfarve, dernæst malet med “Terracotta” fra Games Workshop, vasket med tynd mørk maling og endelig tørbørstet med lysegrå for at give taget et lidt slidt udseende.

Ombygget fabrik fra Piko

Tagpladen kom derefter på plads sammen med det medfølgende halvtag, som også skulle forkortes. Endelig kom der lidt flere dataljer fra sættet på plads, og så var bygningen næsten klar til indsats på dioramaet.

Det er et rigtigt godt byggesæt fra Piko. Det koster næsten ingenting, men man får en masse gode sager, der er nemme at bygge videre på. Fabrikken på billedet tog ca. tre aftener og eftermiddage at bygge, men skulle den have være bygget helt fra bunden havde det taget flere gange så lang tid.. :-(

Nu mangler bare et formål med fabrikken, så der er noget at skrive på dens skilte. Den skal opkaldes efter en god ven, der netop er blevet far, og skal derfor hedde Schøn & Søn, og jeg forestiller mig, at det skal være en maskinfabrik. Eller hvad synes du fabrikken mest ligner?

Fabrikken ved siden af denne her bliver en møbelfabrik, så det duer ikke, men ellers er der frit slag. Hvad synes du?

Lignende indlæg:

  1. Godsvognssæt fra Piko
  2. Remise fra Piko
  3. Patinering af lukket godsvogn fra Piko