På dagens modeltogsmarked er er der i skala H0 to muligheder for hvordan sporet overfører strøm til togene. Det vil denne artikel forsøge at gøre rede for.

Først vil jeg redegøre for fordele og ulemper ved de to systemer og vise eksempler på de mest udbredte fabrikater. Dernæst vil jeg afslutte med at fortælle hvad jeg selv foretrækker og hvorfor. I kommentarfeltet til slut er der åbent for, at du også kan fortælle hvad du selv foretrækker og hvorfor.

Tak til de altid venlige mennesker i modeltogsbutikken Kystbanen for udlån af spor.


De mest udbredte modeljernbanespor i Danmark. Fra venstre er det Märklins C-spor, K-spor og M-spor, dernæst Trix’ C-spor, Fleischmanns spor med ballast, Rocos GEOline, Rocoline uden ballast, Rocoline med ballast og endelig Pikos spor.

Den umiddelbare mest simple metode er at bruge de to skinnestrenge til at overføre hver sin strømpol. Det kaldes populært for toskinnesystemet.

Et lidt mere kompleks, men også meget udbredt måde, er ved hjælp af treskinnesystemet. Her findes der en række punkter midt i sporet, der overfører den ene pol, mens begge skinner overfører den anden pol.

Toskinnesystemet
Toskinnesystemets enkle strømoverføring holder prisen på sporene nede, og samtidigt er der et væld af forskellige producenter at vælge imellem.

Til højre ses princippet i toskinnesystemets strømoptag. Fra hver skinne føres en pol videre til motor eller dekoder.

Som det ses, kræver systemet at de to hjul er elektrisk isoleret fra hinanden for at der ikke skabes kortslutning.

Med toskinnesystemet har man en lang række valgmuligheder. Der findes et fantastisk udvalg af slanke sporskifter, forskellige former for krydsspor, spor med en ekstra skinne indlagt til smalspor og meget andet.

Man kan vælge, hvor høje skinnerne skal være, hvilket kan forøge realismen. Derved kan man illustrere forskellen på sidebanens spinkle spor ved siden af hovedbanens bastante spor.

Man kan også vælge, om skinnerne skal have træ- eller betonsveller, og flere producenter tilbyder også brunerede skinner, så de ikke skinner nye og blanke.


Toskinnespor uden ballast. Fra venstre er det Rocoline code 83, Piko code 100 og Pecos code 75. “Code” fortæller hvor høj skinnen er i tusindedele af en amerikansk tomme. En code 100 skinne er derfor 2,5mm høj.

Man kan også vælge om man vil have spor med eller uden ballast. Spor med ballast, som f.eks. Rocos Geoline eller Trix’ C-spor, er meget velegnede til midlertidige baner f.eks. opbygget på gulvet, da de holder togene væk fra det værste af gulvets skidt.

Ulempen ved spor med ballast er, at de som regel ser temmelig urealistiske ud, og at prisen er højere end et tilsvarende spor uden ballast.

Spor uden ballast er velegnede til faste anlæg, og kan med lidt indsats komme til præcis at ligne virkelighedens spor. De mest realistiske spor fås blandt andet fra Tillig, Peco og Roco.


Toskinnespor med ballast. Fra venstre er det Rocoline, Roco GEOline, Fleischmann og Trix’ C-spor.

En enkelt ulempe skal dog også nævnes ved toskinnesystemet, nemlig ved vendesløjfer. I virkelighedens verden møder man sjældent vendesløjfer, men på modeljernbaner er de ganske nyttige til at få vendt toget på et anlæg.

Problemet opstår når toget passerer sporskiftet, da der så opstår kortslutning da de to poler kommer i kontakt med hinanden. Det er heldigvis let at løse ved at indskyde et lille stykke elektronik, der sørger for at vende strømmen inden kortslutning.


De forskellige ballastsystemer har varierende grader af realisme. Fra venstre er det Rocoline, Roco GEOline, Fleischmann og Trix’ C-spor. Rocolines spor med blød gummiballast kommer tættest på virkeligheden, men er desværre for nyligt udgået fra Rocos sortiment.

Treskinnesystemet
Ordet treskinnesystem skyldes, at der på de ældste skinner af denne type fandtes en tredje skinne til overførsel af den ene pol. Den tredje skinne blev senere afløst af en række punkter med samme formål.

Til højre ses princippet i treskinnesystemets strømoptag. Den ene pol er de to skinner, og den anden pol er midterlederen. For at optage strøm fra midterskinnen er lokomotiverne forsynet med en såkaldt slæbesko, der trækkes hen ad midterskinnen.

Princippet indebærer således, at alle vogne, der skal have lys indbygget, også skal have en slæbesko, hvilket kan gøre dem tunge at trække med.

I modsætning til toskinnesystemet produceres spor af treskinnetypen kun af det tyske firma Märklin. Dette monopol har, sammen med kompleksiteten i sporets opbygning, gjort, at sporene er forholdsvis dyre.

Märklin producerer for tiden to typer spor, C-spor med ballast og K-spor uden ballast.

C-sporene er, ligesom de tilsvarende spor fra Trix, meget velegnede til børn, da de er meget nemme at sætte sammen og endda er trædefaste, hvilket kan være en stor fordel ved baner på gulvet.


Treskinnespor fra Märklin. Forrest C-spor, i midten K-spor og bagerst det nu udgåede M-spor fra 1950′erne.

Desværre er C-sporsystemet hæmmet af at udbuddet af forskellige sporskiftetyper ikke er særligt stort, og af at der ikke findes nogen fleksskinne. Ikke desto mindre er Märklins treskinnesystem meget udbredt i Danmark med en trofast fanskare.

Fordelen ved treskinnesystemet er at man kan bygge alle sporkombinationer som vendesløjfer og lignende uden at skulle tænke på kortslutninger, og det er igen en stor fordel til især børn der bygger midlertidige anlæg.

En af de faktorer, der får mange til at vælge treskinnesystemet fra, er sporenes udseende. Nogle lægger ikke mærke til rækken af punktkontakter i midten af sporet, mens de er generende for andre.


Treskinnespor fra Märklin. Til venstre C-spor, i midten K-spor og til højre M-spor. C-sporet har den mest realistiske skinnehøjde (spor code) af de tre.

En anden visuel ulempe er K-sporets urealistisk store skinnehøjde, men igen er der mange der slet ikke lægger mærke til det.

K-sporsystemet har til gengæld den store fordel overfor C-sporet, at der findes et fleksspor, så man kan lave præcis de bløde kurver man ønsker sig.

Tidligere producerede Märklin også M-spor af metal. De udgik i begyndelsen af det nye årtusinde, men er stadig i brug mange steder, og de er lette at finde brugt mange steder.

Da skinnerne kom frem for over 50 år siden var de en teknisk revolution, men udseendet og udvalget af radier lader meget tilbage at ønske efter dagens standarder, samtidig med at sporskifterne efter sigende skulle give problemer ved digital drift.

Flere modeltogsentusiaster holder dog stadig fat i de gamle skinner i allerede opbyggede anlæg eller af nostalgiske årsager.


Barndommens drøm om en Märklinbane. De over 50 år gamle M-skinner virker stadig. Billede fra artiklen Køreoplevelser med Märklin.

Fælles betragtninger
Før i tiden, da skinnerne til modeljernbanen blev produceret af ringere materialer, havde treskinnesystemet en fordel af at have en ekstra leder til at få strømmen frem til lokomotivet.

I dag, hvor alle spor laves af glimrende materialer, er der reelt ingen forskel længere. Så længe man sørger for at holde sit spor nogenlunde rent, føres strømmen fint igennem i begge systemer.

Valg af system
Det er en god idé at tænke grundigt igennem, om man vil bruge to- eller treskinnesystemet.

Med valg af skinnesystem vælger man nemlig også, hvordan lokomotiverne og vogne skal optage strøm, og hvis man senere vil skifte system, skal man derfor også udskifte det meste af sit materiel.

I Danmark er begge systemer meget udbredt, og man kan derfor altid finde nogen at “lege” med. :-) Anderledes ser det ud i udlandet.

I USA og Storbritannien er toskinnesystemet altdominerende. Det betyder, at hvis man f.eks. ønsker at køre med amerikansk forbillede, vil valg af treskinnesystemet betyde, at man kraftigt indskrænker udvalget af rullende materiel.


Vælger man at køre med amerikansk eller britisk forbillede, vælger man samtidigt også toskinnesystemet. Foto: Bob Boudreau.

Engang var det kun det tyske firma Märklin, der producerede materiel til treskinnesystemet, men i dag udbyder flere fabrikanter et udvalg af deres materiel i treskinneversion. Men det betyder også, at man skal være opmærksom på, at udvalget af trækkraft er noget større i toskinnesystemet.

Udvalget af forskellige sporskiftevarianter bør også spille ind på ens valg af spor. Nedenfor ses de mest almindelige mærker, varianter af sporskifter og krydsspor og hvor mange radier der er til rådighed.

Sporsystem Sporcode Sporskiftevarianter Krydssporvarianter Radier
Fleischmann m. ballast 100 4 3 6
Märklin C-spor 90 4 3 6
Märklin K-spor ca. 100 4 4 6
Peco code 75 75 7 4 Kun fleks
Piko 100 4 3 5
Roco GEOline 83 3 1 4
Rocoline uden ballast 83 6 5 8
Trix C-spor 90 3 1 6

______________________________________________________________

Prisen på sporet er også værd at tage med i betragtning. Tabellen nedenfor er baseret på priser fra Kystbanens hjemmeside d. 22/11 2008.

Sporsystem Lige skinne Pr. m Fleksspor Pr. m
Fleischmann m. ballast kr 20,00 kr 100,00 kr 67,00 kr 83,75
Märklin C-spor kr 21,00 kr 122,31 - -
Märklin K-spor kr 21,00 kr 116,67 kr 90,00 kr 100,00
Peco code 75 - - kr 40,00 kr 43,76
Piko kr 9,00 kr 37,66 kr 27,00 kr 28,72
Roco GEOline kr 15,00 kr 75,00 kr 86,00 kr 107,50
Rocoline uden ballast kr 11,00 kr 47,83 kr 40,00 kr 43,48
Trix C-spor kr 21,00 kr 122,31 - -

______________________________________________________________

Bemærk at den dyreste type spor er næsten fire gange så dyr som den billigste type!

Tidligere hang valget af sporsystem sammen med, hvorvidt der var jævnstrøm eller vekselstrøm i sporet. Når man starter med modeltogshobbyen idag er banen digital, så nu skal man kun tage stilling til, hvilket digitalsystem man vælger. Mere om det senere.

Personlige præferencer
Som barn fik jeg som så mange andre et Märklin startsæt forærende med de gamle M-skinner.

Det samme gjorde flere af mine venner, så det var det helt naturlige valg, og efterhånden fik jeg lidt flere skinner og tog.

Da jeg blev voksen og fattig studerende begyndte prisen på både spor og rullende materiel dog at genere mig, så jeg besluttede efter lang overvejelse at gå over til toskinnesystemet og dets billigere og flottere spor uden punktkontakter.


Uden midterleder i sporet er det lettere f.eks. som her at gemme sporet under brosten. Fotograferet på Fabriksdioramaet.

Noget tid efter begyndte jeg også at tage nærbilleder af materiellet og mine første forsøg på dioramabygning, og så var jeg glad for at være fri for punktkontakterne i midten af sporet.

I dag bruger jeg primært Roco-spor med den udgåede type gummiballast, der dæmper lyden fra det rullende materiel væsentligt. Til dioramaer bruger jeg Roco og Peco-spor uden ballast, og planlægger at begynde at bruge de flotte Tillig-spor, når jeg finder et godt sted at købe dem.


Ballastering af spor tager noget tid, men resultatet bliver også meget flottere end spor med færdig ballast. Billedet er fra opbygningen af Storbydioramaet.

Märklin gamle M-spor virker dog stadig som de ”rigtige” modeljernbanespor på mig, og når jeg ser dem billigt til salg får jeg lyst til at købe alle de skinner og sporskifter, jeg ønskede mig som barn. :-)

Hvilken type spor bruger du, og har du planer om at skifte fra det ene til det andet?

Lignende indlæg:

  1. Geoline skinner fra Roco