I efteråret udkom en helt ny bog om modeltogshobbyen. Den er skrevet af Rolf Sylvester-Hvid med fotografier af Jes Buusman og bærer den meget passende titel Modeltog.

I indledningen melder bogen klart ud, at den henvender sig til begyndere og let øvede, og det er efter min mening et godt valg, da det er denne gruppe der har størst brug for vejledning og oversigter.

Bogen indledes med et kapitel om modeltogshobbyens historie og introduktionen om de forskellige skalaer. Herefter gennemgås forskellige skinnesystemer, herunder forskellen på to- og treskinnesystemer og spor med og uden ballast.

I kapitel 3 gennemgås de fem modeltogsepoker i et hovedsageligt tysk perspektiv. Her kunne man måske godt savne lidt flere overvejelser, både om begrebet i sig selv, men også set fra dansk perspektiv.

Det næste kapitel begynder på en række overvejelser om et fast anlæg: hvor skal man anlægge det, hvilket formål skal det have, hvordan designer man det, etc.

Her introduceres også de to forskellige anlæg under opbygning, som bogen flere gange vender tilbage til, nemlig et ældre Märklinanlæg, der moderniseres samt et nyt toskinneanlæg med dansk epoke III forbillede.

Kapitel fem indleder den mere tekniske side af sagen med beskrivelse af motortyper, strømoptag og koblinger.

Teknikken fortsætter i næste kapitel om digital styring, og her bliver det for alvor kompliceret. Man aner straks, at emnet har forfatterens store interesse, og læser derfor om multifrekvenssystemer, firkantede formfaktorer og ringtællere.

Så gennemgås de forskellige styrepulte og deres kommunikationsbusser, og igen bliver der ikke sparet på de tekniske detaljer. De forskellige dekodere gennemgås i det efterfølgende kapitel, og her er informationen delt ind i praktiske tabeller.

Det korte kapitel 8 kommer ind på digitalisering af sporskifter og signaler, mens de sidste tre kapitler skifter til den mere visuelle side af hobbyen, nemlig opbygningen af landskaber. Her kan man se en række billeder af opbygningen af de to fornævnte anlæg.

Begge anlæg er af den klassiske type med en stor mængde spor på en rektangulær plade. Især på toskinneanlægget er der desværre brugt meget snævre radier, helt ned til 358mm, endda på synlige steder, hvilket får den lange MO’er fra Heljan til at se ud som om den er ved at knække over på midten.

I bogens tre sidste kapitler er der mange gode tips til landskabsopbyninger og til fine detaljer, og de to anlæg ender da også med at se fornuftige ud. Også patinering af huse og biler kommer forfatterne ind på.

Bogen slutter lidt brat med gennemgang over færdige smådioramaer i handlen og muligheden for at bygge sin egen gravhøj på anlægget!

Herefter følger meget fornuftigt en ordliste over ord i modeltogsverdenen, som igen er meget præget af en teknisk tilgang til modeljernbaneverdenen. Man kan undre sig over at ord som EDA-værktøj, livery og stator er med, mens ord som patinering, modul eller diorama er fraværende.

Overordnet set må man sige, at bogen er meget præget af sine forfatteres interesser inden for modeltogshobbyen, og derfor udelader en række emner og tilgange. Anlægsmæssigt fortælles der næsten udelukkende om bygning på gammeldags plader, mens anlæg langs med vægge, på moduler eller dioramabygning slet ikke er med.

Kørsel på de færdige anlæg, herunder køreplaner, vognkortsystemer og de sociale aspekter heraf er desværre heller ikke dækket af bogen, ligesom forholdet til det store forbilledet kun nævnes i kapitlet om epoker.

Til gengæld bruges der efter min mening lidt rigeligt med plads på detaljerede tekniske gennemgange, som med fordel kunne være forkortet.

Bogens tekstforfatter, Rolf Sylvester-Hvid, er ansat i butikken Togcenter Gentofte, og det skinner klart igennem i bogen. Hver gang et emne er for kompliceret til at uddybe i bogen, henvises der til at man skal spørge sin forhandler. Det er der jo heller ikke noget galt i, men det havde været fint med en oversigt over de mange ressourcer og muligheder, som internettet tilbyder.

I Danmark har vi jo det glimrende gratis forum Sporskiftet.dk, hvor en støt voksende skare af modeljernbaneinteresserede diskuterer og hjælper hinanden, mens en lang række gode hjemmesider giver tips, nyttig information og anmeldelser. Det havde gavnet nybegynderen meget at få en sådan oversigt med.

Måske kunne det være en idé til 2. udgave?

Men bogen skal da også roses. De mange fotos i bogen er generelt af rigtig god kvalitet, samtidig med at der tydeligvis er truffet nogle designmæssige valg. Man kan være enig eller uenig i valgene, men de giver bogen en helt egen karakter, hvilket er absolut positivt ment.

En udfordring, når man fotograferer i model, er dybdeskarpheden. På flere af bogens billeder kunne man måske nok have ønsket sig lidt mere dybdeskarphed, hvilket teknisk set sagtens er muligt.

Bogen er nydeligt layoutet og billederne gengivet i flot kvalitet. Ligeledes virker sproget gennemarbejdet, men desværre med et par enkelte smuttere som ordet “digetal” i to af overskrifterne, som jo også er det klassiske sted at glemme at læse korrektur. :-)

Det er længe siden, at der er kommet en bred bog på dansk om modeltogshobbyen. Så vidt jeg kan se, er den sidste bog om hobbyen generelt set P.E. Jensens Modeljernbane i Danmark fra 2001. I forhold til Modeltog er den noget enklere udstyret, men har til gengæld mange flere detaljer med.

For at den voksende udbredelse af vores dejlige hobby skal fortsætte, er det imidlertid nødvendigt med nye, velillustrerede bøger, der kan komme ud på et bredt marked. Det håber jeg, at denne bog gør for at kunne vise mulige proselytter at indførelsen af digitaldrift og produktion i Kina har åbnet mange nye muligheder for at dyrke modeltog som hobby.

Jeg forestiller mig derfor, at bogen kommer til at ligge under juletræet i mange danske hjem i år… :-)

Modeltog er på 144 sider og er udkommet på forlaget Lindhardt og Ringhof, der venligst har stillet et anmeldereksemplar til rådighed.

Se bogen på Bogpriser.dk.

Lignende indlæg:

  1. Anmeldelse: Building City Scenery
  2. Anmeldelse: The Art of Weathering
  3. Anmeldelse: Danmarks Jernbaner i 150 år