Sun 16 Aug 2009
Så oprandt den længe ventede Modeljernbaneudstilling i Århus 2009. Jeg havde især glædet mig til denne udstilling, fordi mit storbydiorama skulle deltage i dioramakonkurrencen.
De sidste mange aftener og dage var derfor gået med at blive så færdig som mulig, og lørdag morgen kl 2.15 blev jeg enig med mig selv om, at nu kunne jeg ikke nå mere.
Derfor pakkede KC og jeg vores dioramaer ind i bilen og satte kursen mod Århus meget tidligt lørdag morgen.
Vel ankommet nogle timer senere satte vi sammen med de andre konkurrencedeltagere vores dioramaer op på en stand bagerst i den store flotte udstillingshal.
I forhold til de kummerlige lysforhold ved udstillingen i Valbyhallen, var den gamle remise i det nedlagte Centralværksted en ren åbenbaring, nærmest et orgie af lys. En anden stor fordel var gangbroen, der gik gennem det meste af lokalet på 1. sal, der var et dejligt sted at overkue det hele, se på publikum og de udstillede anlæg. Her var også opstillet stole til hvil, hvilket bestemt var tiltrængt!
Hovedparten af udstillingen var i stueetagen af DGI-huset, der lå lige ved siden af Århus Hovedbanegård. Ovenfor ses den venstre side med flere anlæg og butikker, alle godt besøgt tidligt på dagen.
I den højre side holdt de største anlæg til, i både skala N og 1 sammen med udstillingens største handelsbod, der var bygget op af Hobbykæden.
Nede for enden af hallen stod DMJUs stand, hvor dioramaerne var udstillet.
De otte dioramaer stod tæt sammen, og trak i løbet af hele dagen masser af folk til for at se de detaljerede opstillinger.
KC og jeg var enige om, at det var en strålende idé med en dioramakonkurrence. For det første havde det trukket os af huse og fået os til at bruge kræfter på at blive færdige med vores dioramaer.
For det andet er det sjovt for publikum at se de flotte opstillinger og stemme på deres favorit, med mulighed for både at vinde præmier selv og til modelbyggerne.
For det tredje kan man håbe, at det vil inspirere andre til at gå i gang med selv at prøve at bygge.
Man kunne forestille sig, at konkurrencen kunne udvides med et par kategorier mere, f.eks. flotteste bygning og rullende materiel, så man kunne nøjes med at patinere en vogn eller bygge et flot hus for at deltage.
På MJ-blog.dk vil vi i hvert fald godt være med til at reklamere for en udvidet konkurrence, for jeg tror det kan være med til at skabe øget interesse for hobbyen og flere af dens aspekter.
Efter min mening får man meget mere for pengene, når man investerer i vores dyre hobby ved også at patinere, male og bygge om, i forhold til blot at sætte materiellet direkte på sporet.
I disse konkurrencetider vil jeg også kåre nogle vindere, nemlig inden for flotteste bygning, materiel, anlæg og træer på dette års udstilling.
De absolut flotteste bygninger var udstillet på Skanderborg Modeljernbaneklubs stand. Her kunne man i en montre bese de flotteste jernbanerelaterede bygninger, som f.eks. kommandoposten ovenfor. Læg mærke til indretning, der efter sigende også skulle være modelleret helt præcist efter forbilledet!
På selve standen var dette fabelagtige modelhus opstillet, og jeg var ved at tabe næse og mund! Det er simpelthen modelbygning på højeste plan!Det var en fornøjelse at se.
Det smukkeste stykke materiel jeg så på udstillingen, må klart være Felix Teams model af O-maskinen. Jeg har en svaghed for små damplokomotiver, og O-maskinen er jo bare nydelig. Når den så oven i købet er håndbygget i messing, perfekt malet og litreret er det svært ikke at blive begejstret!
En umalet version af O-maskinen kørte rundt på standen og gjorde sig til, mens en malet udgave tronede ved siden af. Jeg turde næsten ikke spørge om prisen, men den var faktisk overraskende rimelig. 6.500 kr for den lille skønhed, og det er jo kun ca. dobbelt så meget som en ny E eller D-maskine. Den kom straks på min ønskeseddel…
Det smukkeste anlæg fandt jeg, med fare for at gentage mig selv, også Skanderborg Modeljernbaneklubs stand. Lige ved siden af dioramaerne var en række moduler med det flotteste landskab stillet op side om side.
Her faldt jeg især for den underspillede skønhed i landskabet, de fine diskrete toner og afblegede farver i landskabet og landskabets bløde kurver. Imponerende!
De flotteste enkeltmodeller så jeg på en stand på 1. sal, som jeg desværre ikke kan huske navnet på (må hellere gå over og tjekke om lidt!). Ved hjælp af enkle midler blev de flotteste realistiske træer fremstillet.
Hernæst et par highlights.
På udstillingen kunne man se et interessant anderledes japansk anlæg i skala N, hvor fremmedartede modeller susede rundt, og samtidig var der opstillet de flotteste små bygninger i gammel stil ved siden af de ellers futuristiske anlæg.
På Hobbytrades stand kunne man nyde synet af en malet S-maskine, der ser ud til at blive rigtigt flot. Hvis den så oven i købet kører lige så godt som den lækre D-maskine, bliver den nok svær at holde fingrene fra.
På standen kunne man også se de kommende CL-vogne og den fine lille TH-vogn, som helt sikkert bliver en sællert.
Til slut et billede af et af de flotte dioramer fra konkurrencen. Den afgøres blev afgjort søndag af publikums stemmer, og det var rigtigt spændende at se hvilke dioramaer, der fandt publikums gunst.
Vinderen af konkurrencen blev ikke overraskende det flotte havnediorama på billedet ovenfor. Det var tætpakket med flotte detaljer og alt var malet og patineret i fineste stil.
Her er den anden side af vinderdioramaet med et nydeligt bindingsværkshus, så vidt jeg husker endda bygget efter forbillede i Den gamle By i Århus.
Mit eget storbydiorama var så heldig at vinde andenpræmien, hvilket jeg er meget glad for. Præmien var et generøst gavekort til de deltagende forretninger, og jeg indløste straks mit hos Tikøb Hobby til lidt fine sager, som jeg havde ønsket mig længe. Mere om dem senere på MJ-blog.
Mens der var præmier til de dioramaer publikum bedst kunne lide, kunne tænke sig vindere i andre kategorier. KCs mikrodiorama kunne vinde prisen for de absolut mindste diorama, men Per fra Epokemodellers diorama ovenfor burde vinde en pris for det absolut morsomste diorama.
KC og jeg stod i perioder lidt på afstand af dioramaerne og så på folks reaktioner på dem, hvilke kiggede på og hvor længe, og jeg er lidt overrasket over hvor stor fornøjelse det giver, at se folk glædes ved ens byggeri, der ellers plejer at stå på en mørk hylde i hobbyrummet.
Jeg kan absolut anbefale alle at bygge noget til næste års udstilling, for det er virkelig sjovt. Hvis der også kommer flere kategorier at opstille i, er der mulighed for mange at deltage, og det er en strålende idé.
Efter en lang lang dag, der begyndte da vækkeuret ringede 4.55 i København, var det dejligt at komme tilbage til hotelværelset til en kold øl, et par basser og kigge på det nyindkøbte legetøj.
Jeg fandt f.eks. Aage Aagesens Geografiske Studier over Jernbanerne i Danmark fra 1949, som jeg havde ledt efter i nogle år, endda til en billig penge.
Søndag var der også tid til at gå en tur i Århus og her var både havnen, domkirken og området ved det gamle Centralværksted rigtig spændende. Området var blevet nydeligt restaureret og de gamle bygninger suppleret med nye, men heldigvis med masser af det gamle miljø rundt omkring i hjørnerne.
Tak til DMJU for den bedste modeljernbaneudstilling jeg endnu har været med til, hvor der oven i købet også var flere spændende foredrag undervejs, hvilket klart kan anbefales.
Hvad synes du om udstillingen? Hvad synes du var højdepunktet i den gamle remise, og hvad kunne gøres endnu bedre næste gang?
Lignende indlæg:
- Nyheder fra Nürnbergmessen 2007 – Opdateret x3
- Modeljernbaneudstilling 2008
- Modeljernbaneudstilling i Fredericia 2007
August 16th, 2009 at 15:17
Der var meget lyse og venlige forhold i hallen i Århus, alle udstillere kom til deres fulde ret. Meget højt niveau i dioramakonkurrecenen. Mon ikke det helt sikkert er kommet for at blive et fast indslag på udstillingen? Det andet store diorama var i øvrigt fra en her i den lokale klub (Gudenaaekspressen). Spændende ting Hobbytrade lagde ud med. S-maskinen er utrolig detaljeret. TH-vognene så også meget fine ud. Heljan viste bl.a. deres nye skydebro og drejeskive (blot lidt ærgeligt at det ikke også kommer i AC-udgaver).
August 17th, 2009 at 5:59
Hej Occam.
Tillykke med placeringen i dioramakonkurrencen.
Træerne på 1 sal. er lavet af Reiner (sporskiftet), der havde en lille velbesøgt stand om lørdagen, hvor han fortalte og viste hvordan han laver træer.
August 17th, 2009 at 7:03
Hej
Meget flot indlæg fra udstillingen. Nu sidder jeg og ærger mig både blå og gul over at jeg ikke tog til Århus selv. Det må have været en fantastisk oplevelse.
August 17th, 2009 at 12:23
Hejsa Occam, og rigtig tillykke med placeringen i konkurrencen. Det var sjovt at se det diorama jeg har fulgt opbygningen af, her på siden. Og hvor er det virkelig flot lavet. Det er rigtigt, at havnedioramaet også var særdeles veludført, med mange detaljer, og flot håndværk.
Hilsen Duizz
August 17th, 2009 at 16:43
Tillykke med placeringen i konkurrencen. Jeg var desværre forhindret i at komme til Århus, så jeg nyder at læse den fine artikel og se billederne. Mange tak, og fortsat rigtig god fornøjelse med verdens bedste hobby.
August 18th, 2009 at 2:44
Hej Occam
Et stort tillykke med placeringen i konkurrencen.
Vil også gerne takke dig for at finde mit anlæg det Japanske interessant, og har brugt tid på at lægge foto og tekst ind på denne side, du er den eneste som har kommet med kommentar posistiv eller negativ til dette anderledes indslag på Messen.
Når man kigger på sporskiftet og ser i mange indlæg og foto om Messen i Århus , er det tanke vækkende at ikke et eneste indlæg er om det nye på Messen altså mit Japanske anlæg.
Dette tager jeg ikke som noget nederlag eller på anden vis negativt , kun at den danske Modeltogs verden kun drejer sig om at køre dansk og/eller tysk hvilket også ok, jeg er bare glad for at jeg selv har fået øjene op for andet end det.
Igen tak for din bemærkning om mit Japanske anlæg.
Brian Pedersen
August 18th, 2009 at 7:15
tillykke med placeringen hade detsværre ikke tid men tak for artiklen og billederne
Hilsen Bjarke H
August 18th, 2009 at 8:36
Hej Brian
Det var spændende at se det flotte japanske materiel, især højhastighedstoget med den meget skrå front så cool ud. Jeg kan sagtens forstå din fascination af det, og jeg tror også i disse internettider at danske MJ’eres toginteresse bliver bredt mere ud. Se bare hvor mange der er begyndt at interessere sig for amerikanske jernbaner. Derfor skal du snarere se dig selv som pionér!
De ældre huse på dit anlæg, hvor stammer de fra? Er det byggesæt?
August 18th, 2009 at 14:56
Hej occam
Ja , spændende er det , og der er et utrolig stort udvalg af toge som kører i Japan, så ens samling løber hurtig op.
Husene i den gamle bydel er samlesæt fra Tomytec som jeg har købt i Japan, men de skal ikke limes, bare klikkes sammen, nemt, pagoderne skal dog limes lidt for at de holder.
Et mellem stort hus kan sagtens bestå af kun 5 dele hvor alle detaljer er bygget på, de 4 vægge og taget skal bare klikkes sammen , færdig
Brian
August 18th, 2009 at 22:54
Hej Occam, da var på udstillingen var jeg også interesseret i Aage Aagesens bog, men kom fra det. Sikkert på grund af den fine udstilling, med flotte dioramaer, osv.
Skulle hjem og kom så i toget til at tænke på bogen. Damn! Nå, skidt med det. Videre!
Stort var min overraskelse da jeg så den lå på et hotelbord med bajere! Ha, det er da skægt!
Tillykke, og nyd den!
Venlig hilsen
PED
Helsingør
August 30th, 2009 at 21:51
Hej Occam tak for de pæne ord.!
Til yderligere oplysning kan tilføjes at dioramaet herdder Keld og the Donkeys.
Gæt selv hvorfor!
Egentligt skulle dioramaet stå på en drejeskive, da det er meningen, at det skal ses fra alle sider. Lidt en skam at det ikke blev sådan.
Næste gang må der efter min mening gerne være lidt mere plads mellem de udstillede ting, så nogen ikke forsvinder i mængden.
Men det er jo op til arrangørerne.
I øvrigt var min hensigt med dette dioram at fortælle at det ikke behøver at være et dyrt og pladskrævende projekt, men at det mest af alt handler om ideen og selve udførelsen.
Ud over til selve vandtårnet er der kun anvendt 4-5 timer til dette incl maling af figurer.
Selve ballasterinegn gik lidt i ged for mig, så det blev kun nogenlunde. Men om tilskuerne var opmærksomme på at det skulle forestille grusballast står hen i det uvisse.
Tak for dit gode arbejde med MJ-Blog
vh Per
September 11th, 2009 at 10:13
Hej Per
Ja, du har ret i at der gerne måtte være lidt mere plads til dioramaerne til næste udstilling. Efter min mening bør de ikke stå i lag, men side om side, selv om det naturligvis fylder noget mere.
Tak for kommentaren