Udsigten fra Scøn & Søns Mekaniske Etablissement A/S ud over fabriksdioramaet.

Ak, tidsfristen til DMJUs dioramakonkurrence nærmer sig med alt for hastige skridt. :-)

Som jeg skrev i det tidligere indlæg er en tidsfrist en fantastisk ting, når man ellers er lidt sløv til at bygge. Derfor har jeg fået bygget, malet og patineret en masse de sidste dage.

mobler

Butikken allerlængst til venstre til dioramaet, Cordtz Møbler, har nu fået indhold, heriblandt møblerne ovenfor.

Spejlet på kommoden er lavet af et lille stykke sølvpapir klippet i facon.

Skorstensfejer nyder udsigten til den smukke frøken Cordtz , der passer marskandiseren.

Et større udvalg af møbler, lamper og tæpper er nu placeret hos møbelhandleren, der nu blot mangler et skilt på facaden og dørtrin til dørene.

På billedet ovenfor nyder den unge skorstensfejer udsigten til den smukke frøken Cordtz, der passer møbelbutikken.

Butikken har også fået bræddegulv og grønblå vægge fra Scalescenes.

Frisørens disk

Frisøren ved siden af skal også møbleres, og det blev blandt andet med denne fine disk fra et Faller byggesæt, der har fået lidt maling hist og her samt et stykke sølvpapir som spejl.

Frisøren i storbydioramaet

Ovenfor ses disken på plads i forretning, men frisøren kigger opgivende på den næste storlokkede kunde, der netop har sat sig i stolen… :-)

Ovenover kan man få et dagslyskig ind i lejligheden på 1. sal og dens indretning.

Endnu mangler der dog skilte til butikken.

Hr. Adsersen med hund

På den anden side af gaden hygger indehaveren af Adsersen Petroleum sig med sin hund, uden at ænse den skrækkelige ulykke tæt ved, hvor en mand er segnet under vægten af sin tunge  pakke. :-)

Før figurerne kom på plads fik murstenspapiret fra Scalescenes et par omgange med kridtpastelpulver, hvilket tonede farven meget ned. Hunden trænger ved nærmere eftersyn nok også til et pulver til den lidt for blanke pels. :-)

Det gamle lort!

Tæt ved er den anden ansatte i Adsersen Petroleum ved at skubbe firmaets beskidte gamle varevogn hjem (igen!) under højlydt banden og svovlen…

I baggrunden er det en af Epokemodellers nydelige postkasser, der er blevet malet og sat op.

Der skubbes

Heldigvis er der ikke så langt hjem…

Figurerne er fra Noch. Ligesom så mange andre steder på dioramaet mangler der skilte til petroleumshandlen og bilen.

Johs. A. Smith

Som den første bygning har Johs. A. Smiths Eftk. Møbelsnedkerier fået skilte op, skabt i GIMP med inspiration fra Rud Rasmussens Møbelsnedkeri. Bygningen på dioramaet minder også ganske lidt om dennes fabriksbygning, så det passer meget godt.

Samtidig har bygningen også fået et pulver. Jeg lagde mærke til at jeg altid havde lyst til at tone billedernes farver ned, når jeg havde fotograferet den store røde bygning, så derfor tonede jeg den ned i virkeligheden med en lysegrå kridtpastel. Rigeligt blev påført murene, og derefter blev det meste børstet af igen, hvilket gav et tilfredsstillende resultat.

Så mangler der bare en trappe op til dørene, så folk til fods også kan komme indenfor.

Kom nu!

Hos Schøn & Søns Mekaniske Etablissement er der kommet et par figurer på plads sammen med en gammel lastbil.

Også disse figurer er fra Noch, og selv om de efter min mening er lidt grove i det, har de nogle interessante posturer, der gør det let at fortælle en historie.

Fabriksrod

På trods af den vrede værkførers virile vinken roder det alligevel inden for murene. Der kommer nok endnu mere til, hvis det kan nås. :-)

Opel Blitz

Til slut skramler en Opel Blitz lastet med kul gennem det nyplantede høje græs på vej til C. Schous Fabriker. Det er ikke så tydeligt på billedet som i virkeligheden, men græsset er fire forskellige typer og fabrikater, omhyggeligt blandet for at give variation i farverne.

Som nævnt haster det med at blive færdig, da dioramaet skal udstilles som med bl.a. KCs mikrodioramaDMJUs udstilling i Århus i overmorgen.

Hvis du ser dioramaet på udstillingen må du meget gerne skrive dine kommentarer til det her på MJ-blog. Feedback er en dejlig ting. :-)

Hvis du har lyst til at hilse på regner jeg med at være ved dioramaet kl. 12 lørdag og igen søndag kl 14.30. Jeg har brunt strithår, briller med tykt sort stel og et lille skæg, så kom endelig forbi og sig hej!

Vi ses.. :-)