Storbydiorama – sig nærmer tiden I

Sig nærmer tiden til DMJUs udstilling i Århus, hvor der samtidig bliver afholdt dioramakonkurrence.

Det synes jeg er en aldeles strålende idé, så jeg deltager med mit storbydiorama, hvilket giver noget af en udfordring. Min dioramabygning tager som regel adskillige års snøvlen omkring, men nu er der pludselig en frist, man skal leve op til. Det er nok meget godt.

Derfor har jeg fået bygget en masse på dioramaet i den foregående tid, hvilket jeg vil forsøge at ridse op her.

En del på dioramaet, der tog lidt tid var at bygge et typisk DSB-hegn langs med sporet.

Ligesom jeg var på vej ud i virkeligheden for at måle hvordan sådan et skal se ud, kom jeg i tanke om P.E.Jensens fremragende bog Modeljernbane i Danmark, som indeholder tegninger af alt muligt nyttigt, herunder DSB-hegn.

Den lille stump brosten på billedet ovenfor er en lære, så pælene, der blev lavet af plastikstrips, blev placeret med den rette indbyrdes afstand, nemlig 2,5 m.

Stripsene blev først malet brune, derefter limet i jorden og så tørbørstet med en lys grå.

Herefter begyndte jeg at lime sytråd fast som hegnstråd, og her svigtede modet mig desværre. Virkelighedens hegn består af fire tråde, men det tænkte jeg var alt for besværligt, og nøjedes derfor med tre.

Det viste sig dog at være ganske nemt at fæste tråden til pælene med superlim, så halvvejs inde i hegnet ærgede jeg mig over at jeg ikke havde sat fire tråde på!

Ved lejlighed skal pælene have en gang gråt støv af kridtpastel, så man ikke se limen.

Det var også tid til at bygge dukkehus, hov, jeg mener, at detaljere interiøret i husene.

Huset ovenfor er den yderste beboelseejendom, og her havde jeg tænkt at der skulle indrettes frisørsalon, marskandiser og en fin lejlighed på 1. sal.

Det altid trofaste Scalescenes havde læst mine tanker og havde netop udgivet et fantastisk printbart sæt med interiør til boliger, og det benyttede jeg mig glad af til bl.a. trægulvet i lejligheden ovenfor.

Stuen blev også dekoreret via Scalescenes, med undtagelse af fyldningsdøren, som blot blev tegnet op med blyant. Godt med bogreoler, kamin og et skibsportræt, så kan man vist ikke bede om mere.

Gulvet i frisørsalonen blev lavet af teksturpapir med hvide og sorte fliser og væggene blev lyseblå. Herefter satte jeg to klarhvide lysdioder til frisørsalonen (på billedet) og to varmhvide lysdioder til 1. salen.

Først lyset i frisørsalonen….

…og dernæst lys i lejligheden.

I virkeligheden kan man ikke se særlig meget gennem de små vinduer, så jeg mener ikke, det er ikke nødvendigt at bygge et rigtigt interiør i 3D. De flade billeder på væggen giver fint illusionen om en rigtig lejlighed.

Det er blevet en grundfilosofi for mig i dioramaopbygningen, at det er fuldstændigt ligegyldigt hvilke mærkelige måder ting skabes på, blot de ser godt ud til slut!

Udendørs var der også en del arbejde, der skulle gøres på dioramaet.

Den lille firkantede grund der blev til overs mellem fabrikken i hjørnet, Schøn & Søns Mekaniske Etablissement og Adsersen Petroleum blev til en minilosseplads.

Det er min erfaring, efter at have boet i store byer hele livet, at tomme grunde straks samler affald fra nær og fjern, så det skulle naturligvis også med på dioramaet i form af græs, ukrudt, et ødelagt bord, en smadret cykel etc. Ved lossepladsens kant blev der plantet et større træ.

På den anden side af Adsersen Petroleum blev der plantet et lille træ, en tvilling til træet fra Holme-Olstrup station, her set i flot modlys.

Som det ses i baggrunden kom fandt den lækre lille telefonboks fra Epokemodeller et hjem foran den røde fabrik, der kommer til at hedde Johs. A. Smiths Eftk. Møbelsnedkerier, opkaldt efter en god vens familie.

Fra starten var det planen, at fabriksdioramaet og storbydioramaet skulle kunne sættes sammen til ét stort diorama.

Det ses på billedet ovenfor, hvor det samlede diorama altså måler 90×80 cm, og derfor er strålende til at tage billeder med stor dybde i.

Som det ses på kanterne af dioramaerne, er det normalt ikke noget jeg gider gøre noget ud af. Dioramaernes formål er jo at være fotobaggrund, og skulle der komme en smule af kanten med på billedet, er den lige til at redigere væk i GIMP’en. Det er iøvrigt et strålende gratis alternativ til Photoshop, der jo koster ligeså meget som fire D-maskiner!

Da storbydioramaet nu skal med på udstilling og beses af rigtige mennesker uden et kamera som filter, måtte jeg derfor hellere gøre noget ud af det.

Ovenfor ses verdens kant dækket på grimmeste vis af et stykke korkdækkeserviet og modellérvoks med lidt lim på. Det er ikke kønt, men det virker…

Verdens kant blev derefter dækket af min store spand letspartel fra Røverkøb. Efterhånden har spanden tre år på bagen, så den var begyndt at lugte temmelig fælt, men virkede fint alligevel.

Efter spartelmassen var tør og blevet slebet, blandede jeg en brun farve og malede det hele to gange. Forhåbentlig kan jeg også nå at lakere det inden DMJU-udstillingen! Ellers kan jeg let kendes på udstillingen som ham der render rundt med en spand brun maling for at udbedre alle skaderne.

Fabrikken på kanten har, siden billedet blev taget, fået et bagdække af plasticard, malet i samme farve, så det hele virker mere solidt.

Jeg er kommet et stykke videre, men nu orker jeg ikke at skrive mere, for det er stadig så meget der skal males, bygges, lakeres, patineres og konstrueres inden weekenden!

Flere billeder følger snarest…

Lignende indlæg:

1. Storbydiorama – de første bygninger
2. Storbydiorama – opbygning af grundpladen
3. Storbydiorama – støttemur, skråning og sporunderlag