IndustriFinal-lille

Occam: Fra den kyndige sporplanlægger Litra P, der også er en aktiv skribent på Sporskiftet.dks forum, har jeg modtaget følgende snedige oplæg til en spændende og varieret modeljernbane på ganske lidt plads. Jeg giver straks ordet til Litra P:

Hermed et forslag til et pladssparende anlæg til f.eks. entréen, der dog alligevel giver gode muligheder for en varieret kørsel med både gods- og persontog. Der er også bygget et par ideer ind, der kan bruges i helt andre sammenhænge.

Opbygning
Planen er 2,9 meter i længden og deraf er den ene halvdel 60cm bred og den anden halvdel 100cm.

Den højre del er klapbar i nedadgående retning, hvilket så automatisk medfører at anlægget ligger i en højde af mindst en meter eller lidt mere. Der kan sikkert laves en lille klapbar reol bredde ca. 20cm på bagvæggen lige over anlæggets højre del. På denne kan der hænges et gardin, når anlægget ikke er i brug.

Ligeledes kunne man også tænke sig at at fronten på den venstre halvdel kunne lukkes af med en glas- eller akrylplade, og at der kunne lægges et låg på af samme materiale. Så er anlægget beskyttet mod støv og ser pænt ud, når der kommer gæster.

Anlægget højre del kan man også lade være mobilt og gemme denne bag en dør, når der ikke køres med tog.

Præmisser
Planen er opbygget med Märklins C-skinnesystem, kørsel fra A til B med cirkel imellem de to stationer, ingen brug af R1, kurvesporskifter eller trevejssporskifter.

Vil man bruge planen til toskinnedrift, skal man være opmærksom på, at der både er en vendesløjfe og sportrekant indbygget, som skal forsynes med et vendesløjfemodul for at undgå kortslutninger.

Tema
Temaet er en større industri, der er tilsluttet en nærliggende købstad via et et spor der går hen til til den lokale jernbane. Denne har både gods- og persontogsdrift.

Banen går igennem Gribskov, så skal der nemlig ikke bygges så mange huse  og Gribsø Trinbræt er så nuttet. Fabrikken voksede kraftig efter anden verdenskrig og alt efter behov blev tog (især om morgenen og aftenen) ført fra den store verden i gennem købstaden og ud til fabrikken. Særligt tidligt om morgenen og om aftenen. Stationerne blev derfor store nok til, at der blev plads til omløbsspor.

Der er indbygget en cirkel mellem de to stationer for at kunne forlænge køretiden imellem dem. Den tykke sorte streg på tegningen er en opdeling af anlægget i en synlig og en ikke synlig del.

Denne bemalede baggrund eller baggrundsbillede kan tages op i anlæggets højre del, når pladen skal klappes ned eller gemmes væk.

Epoke og rullende materiel
Anlægget tænkes henlagt til Epoke III engang i slutningen af 50erne eller i begyndelsen af 60erne.

Hvis man kører DSB, bliver persontrafikken varetaget af en MO med styrevogn, men også større dampdrevne tog kunne man forestille sig. Specielt med gennemgående vogne fra en stor by ude i den vide verden, specielt når der skiftes hold på fabrikken.

Hvis man hellere vil have en privatbane som forbillede, er skinnebusserne en oplagt mulighed sammen med Gribskovbanens marcipanbrød L1 og makværket L2.

Godstrafikken kan være meget blandet, en bestemmende faktor er naturligvis fabrikkens produktion, men også almindeligt stykgods skal/kan transporteres. En læssevej er der også plads til nederst i den til venstre i den brede del af anlægget.

IndustriFinal-lille

Tricks og særheder
Fabrikkens spor – altså dem indenfor – kan nås fra fra begge stationer. Dette muliggør en usynlig udskiftning af de åbne vogne, der kommer med råvarer (f.eks. stål, kasser, halvfabrikata), med de fyldte vogne med fabrikkens færdige produkter (f.eks traktorer eller maskiner).

Samme idé kan også anvendes ved grusgrave, hvor vogne kommer tomme ind og fyldte ud. Ligeledes kan et savværk på denne måde forsynes med stammer og forarbejdet træ køres væk.

Remisen, der er bygget sammen med fabrikken, har en skjult udgang bagtil, der muliggør en bedre udnyttelse af banens materiel. Det samme (ranger)lokomotiv kan benyttes af begge stationer .

Også dette trick kan bruges i anden sammenhæng.

Drejeskiver er f.eks. meget dyre og er meget pladskrævende. Hvis to stationers maskindepoter på modeljernbanen ligger i nærheden af hinanden kan et sådant skjult spor med fordel benyttes.

Endvidere giver dette meget større kapacitet ved køreplanskørsel, da al trækkraft (der ikke er ude at køre) er til rådighed for BEGGE endestationer)  .

Dette spor danner også en del af en skinnetrekant, således at damplokomotiver med tender, der måtte have forvildet sig ind på banen, kan vendes hvis nødvendigt. Dette var dog ikke noget primært mål her (af pladsmæssige grunde er en del af trekanten her også strækning mellem A og B).

De fleste modeljernbaneejere har al for mange lokomotiver i forhold til antallet af vogne (og i øvrigt også for mange lukkede vogne i forhold til åbne), derfor er maskindepotet på den skjulte station faldet ret stor ud. Det længste af sporene kan også bruges til vogne, dette gælder og sporet forenden af den skjulte station.

For at gøre dybdevirkningen større i den synlige del, er der for enden af fabrikssporene sat et spejl op på endevæggen. Virkningen kan forstærkes ved at bygge en halv fodgængerbro op imod spejlet (ikke vist). Personalet på fabrikken skal jo også kunne komme på arbejde uden at skulle vade over sporene…

Med venlig hilsen

Litra P

Lignende indlæg:

  1. Modelbyggere søges til bymuseum
  2. Continental Model Railway – The Burger Bahn
  3. Anlægsopbygning – Mini-Ottbergen I