Et minianlæg i skala N?

For nylig læste jeg en meget inspirerende artikel, der beskrev et rundt minianlæg i skala N.

Anlægget er sat i det sydlige Tyskland, nærmere bestemt Franken, og perioden er 1930′erne.

Jeg læste om anlægget i MIBAs specialnummer 80, Kammerspiele, i artiklen “Eine runde Sache”. Her fortæller ophavsmanden, Dirk Schröder, om sit fine lille anlæg i skala N.

Sporplanen er ganske simpel, nemlig en foldet cirkel med et vigespor og dertil et sidespor. Det fascinerende ved anlægget er snarere hvor lidt det fylder.

Her har jeg forsøgt at gentegne den enkle plan. I det originale anlæg er der også et par spor, der ikke fører nogen steder hen, men blot giver flere fotomuligheder.

Skjult under planen er en halvcirkel af spor, der fører fra den ene tunnelmunding til den anden.

Det lille anlæg er nemlig bygget op på en rund bordplade med 80 cm i diameter. Ihukommende DMJUs regler for dioramakonkurrencen er det jo en spændende størrelse, da dioramaer maksimalt må være 1 kvadratmeter, og cirklens areal er kun det halve.

Efter at have læst artiklen mange gange, fik jeg lyst til at lave et lignende minianlæg. Men mere vil jo have mere, så nu har jeg grublet i noget tid over hvordan anlægget kan udvides, dog uden at give køb på den grundlæggende idé om en rund eller måske oval plade med hele anlægget på.

Jeg har ikke noget imod, at anlægget bliver en smule større, sålænge det holder sig under 1 kvadratmeter, så det kan deltage i dioramakonkurrencen. Et rundt diorama med et kørende tog, hvor dioramaet samtidig drejede om sig selv på en form for drejeskive, så toget hele tiden var ud for beskueren ville se brandgodt ud.

Samtidig kunne dioramaet let tages med til forskellige modeljernbaneudstillinger, og vise hvor meget man kan lave på ganske lidt plads. Et sådant anlæg burde næsten alle have plads til!

Men jeg kunne godt tænke mig et par ting mere på minianlægget:

1. Et industrisidespor med forbindelse til stationen.
2. En tunnel der fører ud af anlægget, for en fremtidig tilslutning til et modul mere.
3. En borgruin (man er vel sentimental )
4. En lille bro over et vandløb og skrænt.
5. Lidt længere strækningsspor.

Mange krav til lidt plads, det erkender jeg.

Alligevel tegnede jeg lidt videre og kom frem til tegningen nedenfor.

De buede sider har stadig en diameter på 80cm, men cirklen er blevet til en 120 cm bred oval. Det giver et areal på 0,82 kvadratmeter, så der er stadig masser af plads at give af!

Igen skal man tænke sig at midten af den ovale plade er fyldt op med landskab, så man ikke kan se fra den ene side af anlægget til den anden, og man derfor skal bevæge sig rundt for at se det hele. Måske kunne der ligge antydningen af en borgruin på toppen?

Igen mødes sporet fra de to tunnelmundinger skjult under pladen for at give et mere spændende sporforløb, men samtidig er der indlagt et sporskifte i den skjulte strækning, så toget kan køre ud af den lille verden via tunnelmundingen til højre.

Her kan så sluttes flere moduler eller dioramaer til. Man kunne også være så fræk at lægge en munding ind i den modsatte side. Da ville et tog kunne køre ind på minianlægget, køre et antal omgange og derefter fortsætte videre gennem den anden munding. Derved ville anlægget virke som en afstandcirkel, som jeg talte om i denne artikel.

Som på Dirk Schrøders anlæg ligger stationssporene højest på anlægget. Ved at udvide anlægget lidt i størrelsen i forhold til originalen kan stigningerne blive noget mindre og sporene få et mere naturligt forløb.

Desuden er der måske blevet plads til en lille industri til højre, beliggende over sporet der kommer fra den skjulte del. Jeg er dog lidt i tvivl om, hvorvidt det kan være der, men det kunne være jeg skulle få købt en plade og leget lidt med nogle fleksspor.

Det virker som et sjovt og overskueligt projekt i forhold til at fylde et helt rum med tog, så det skal nok blive sjovt. I forhold til Dirk Schröder vil jeg nok rykke perioden tilbage til 1920′erne, uden at holde alt for stramt på tiden.

Som det ses, er jeg allerede kommet til at købe lidt ind allerede.

Fordelen ved at begynde på en ny periode og skala er, at man kan nøjes med præcis at købe materiel der passer ind, og det er overkommeligt at patinere det efterhånden som man køber det. Mere om materiellet senere…

Samtidig er det også forfriskende modelbygningmæssigt at arbejde i en ny skala.

Igen er jeg allerede tyvstartet, også mere om det senere

Jeg har arbejdet lidt i skala N tidligere, men forlod det fordi jeg synes, at modellerne var for grove, når de blev fotograferet tæt på.

Det mener jeg egentligt stadigvæk, men efter at have set blandt andet Dirk Schröders arbejde med de fineste små detaljer, tror jeg godt, der kan komme et lækkert resultat ud af den mikroskopiske skala alligevel. Desuden fylder den så dejligt lidt, så selv pladsmæssigt udfordrede som mig kan få plads til noget at køre på.

–

Jeg er meget interesseret i input til hvordan sporplanen ovenfor kan forbedres. Pladen kan godt være en anelse større, men ikke meget mere, for så bliver den for uhåndterligt at flytte frem og tilbage.

Men hvad kan udvides eller forsimples? Hvad med en skjult banegård eller helix? Eller kan industrien ligge et bedre sted?

Hvad synes du?