f-my

De sidste år er vi blevet forvænt med danske dampmaskiner i model.

Fra Heljan har vi fået P, PR og sidst E-maskinen. Hobbytrade er kommet med en lækker D-maskine, en S-maskine lige på trapperne og en lovet H-maskine lidt ude i fremtiden.

Roco har lavet  flere fine N-maskiner i tidlig udgave, Märklin har lavet både N- og T-maskinen og fra Fleischmann findes en maskine, der med en beskeden indsats bliver til en T-maskine.

Men damplokomotivorgiet fortsætter!

I dag, da Nürnbergmessen 2010 åbnede, kunne man på Hobbytrades stand høre om den næste danske dampmaskine i model, nemlig en maskine som er stærkt savnet.

Det er tale om rangermaskinen litra F, som tidligere er kommet i forskellige udgaver i forskellige former for byggesæt eller småproduktioner, der nu kommer som industrimodel.

Hobbytrade regner med at maskinen er klar i første halvdel af 2011, så der er lidt tid til at spare op. Med de produktionstider, som vi oplever fra de fleste producenter, vil det dog næppe komme som nogen stor overraskelse, hvis maskinen bliver lidt forsinket.

Jeg glæder mig i hvert fald til at se den nye lille maskine, der sikkert er hurtigere færdig end jeg når at få snøvlet mig færdig med mit eget byggesæt til maskinen:-)

Kunne du finde på at anskaffe dig et eksemplar af den lille rangermaskine?

Lignende indlæg:

  1. Første kig på Hobbytrades S-maskine
  2. Ny PR-maskine fra Heljan
  3. Den rystende PR-maskine II (opdateret)