opel-olympia-1953-salg-1

For nylig kom jeg til at tænke over, at der i den sidste tid er sket meget godt indenfor hjemmesider om modeltog. I denne artikel har jeg forsøgt at samle nogle af tankerne.

Da jeg overvejede at begynde at skrive en blog om mine erfaringer med modeltogshobbyen søgte jeg efter andre blogs om det samme, men fandt ikke nogen.

Derfor kaldte jeg oprindelig siden for Danmarks første modeljernbaneblog, men fandt siden ud af at Vollers fine modeltogsside kom til live lidt tidligere, og derfor retmæssigt fortjener titlen. :-)

Langsomt begyndte der at dukke flere blogs op, men især i den sidste tid er der kommet nogle stykker af høj kvalitet op, som jeg gerne vil fremhæve.

Sundborg MJ
Mit absolutte favorit er Sundborg MJ, der ligesom jeg modelmæssigt især er interesseret i midten af 1950′erne. Billedet øverst stammer derfra.

Bloggen kombinerer lange velskrevne indlæg med virkeligt flotte billeder, som regel taget med fine modelbaggrunde til at løfte kvaliteten endnu mere.

Forfatteren har skrevet en fin artikel om hvordan baggrundene er skabt, som klart kan anbefales. Ellers handler artiklerne om mange forskellige aspekter om opbygningen af anlægget Sundborg, og det glæder jeg mig til at følge med i. :-)

Elgens MJ-blog
En anden blog af høj kvalitet er Elgens MJ-blog. Som mig ser det ud til at han interesserer sig for mange forskellige emner, men foreløbig ser det ud til at der kommer flere tekniske artikler, og det er god læsning. F.eks. hans artikel om adskillelse af PR-maskinen har næsten givet mig mod til selv at forsøge. :-)

Desuden laver Elgen fine videoer til YouTube, og det kan være rart med et supplement til almindelige billeder.

Jeg synes også det er interessant, at han også har valgt MJ-blog som en del af sidens navn, for det ville passe mig fint, hvis det indgik i vores jargon som en almindelig betegnelse for denne typer sider.

Til gengæld synes jeg at udseendet ligner min blog lige lovligt meget. WordPress-temaet er det samme, hvilket jo er helt i orden, da det er open-source, men den grønfalmede N-maskine i toppen gør at siderne ligner hinanden lige lovlig meget efter min smag.

Alligevel glæder jeg mig også over de mange gode artikler her. :-)

My 1 2 87
En tredje ny side, som egentlig ikke er en blog, men alligevel skal med, bærer det umiddelbart lidt kryptiske navn My 1 2 87.

Det virker som om siden oprindeligt er skabt til at fortælle om ophavsmandens, Erik, anlæg under opbygning, men undervejs er der kommet masser af dejlig information med i købet.

I hans stadigt voksende artikelsektion var jeg især glad for at læse om bygning af helixer, mens hans fabelagtige stationsoversigt er blevet fast værktøj hver gang skøre dioramaplaner former sig i mit hoved. :-)

Gamle sider i nye klæder
Som jeg skrev tidligere udvikler hjemmesider sig tit til noget helt andet end man oprindeligt havde tænkt sig. Samtidig udvikler nettets teknologi sig samtidig med at maskinerne, vi bruger til at se siderne på, giver nye muligheder.

Derfor bliver man ind i mellem nødt til at skabe en ny generation af sine sider. Et godt eksempekl på det er den indholdsrige Skala-N.dk.

Siden har eksisteret i mange år, og jeg har ved mange lejligheder svælget i den gode indhold, især forrige gang jeg var bidt af den lille skala.

Men tidens tand havde været hård ved udseendet og navigation på siden, så derfor var det en glædelig nyhed da den for nylig fik frisk nyt design, der er meget bedre lader det gode indhold komme til sin ret.

En gyserhistorie var det noget tid siden, da TDC pludselig besluttede at lukke flere af deres gamle servere ned. Blandet mange andre lå dér nemlig Erik V. Pedersens omfangsrige hjemmeside, der igennem mange år var blevet fyldt med spændende og varierende indhold.

Heldigvis var der mange, der reagerede på nødråbet fra den strandende side, og redningsmanden blev Erik fra My 1 2 87, der hjalp til med at give siden et flot og tidssvarende udseende. EVPs side var et godt eksempel på hvordan hjemmesider kan vokse frem som planter i en have. Efter noget tid kan bevoksningen være så tæt, at den skygger for solen.

Heldigvis kunne kyndige gartnere formå at få solen til igen at skinne ind igen på de mange smukke planter, så det nu er let at finde rundt i EVPs mange gode jernbanehistoriske artikler.

Især kan jeg godt lide hans grundige behandling af Amagerbanen, ligesom hans nye artikler om teglværksbaner er spændende læsning.

EVP gentager på siden det gamle købmandsslogan: Er De tilfreds, så sig det til andre, så det er hermed gjort. :-)

Opfordringer til modeltogshjemmesider
Til slut vil jeg komme med et par opfordringer til alle, der skriver sider om vores dejlige hobby.

For det første vil jeg anbefale det fantastiske gratis statistikværktøj Google Analytics, som virkelig kan give meget troværdig information om hvad folk læser om på ens side, hvor de kommer fra, hvad de klikker på og meget mere.

Desuden vil jeg gøre opmærksom på et andet statistikværktøj, nemlig Chart.dk. Det fortæller ikke særlig meget om de besøgende, men til gengæld laver det en fin hitliste over modeltogssider.

For længe siden lå MJ-blog alene i toppen, men nu er der heldigvis hård konkurrence om pladserne, og der er herligt. Der kan jo gå helt sport i det, så brug endelig også dette gratis værktøj. :-)

Hermed lidt nyt fra modeltogsfronten på internettet.

Der kommer hele tiden spændende sider til, så hvis du synes der er en side, der også fortjener ros, er du velkommen til at skrive det i en kommentar nedenfor, meget gerne også med en begrundelse.

Lignende indlæg:

  1. Masser af gode tips – HP-Modeltog
  2. Fotografering af modeltog
  3. Blogs om modeltog