Tue 20 Jul 2010
Materiel til Æglægget
Skrevet af Occam i Fleischmann , Godsvogne , Materiel , Producenter , Skala 1:160 - N3 kommentarer
Efter en lang pause med flytning og meget mere er der nu atter liv i MJ-blog!
Denne gang handler det om det første materiel til Æglægget, mit kommende mikroanlæg i skala N. Den mest spændende vogntype på modeljernbaneanlægget er efter min mening de åbne godsvogne, da man jo kan fylde dem med alverdens gods.
Fleischmann laver de nydeligste ældre vogne i skala N, så det var helt naturligt at se hvad de kunne tilbyde.Jeg faldt for den lille åbne stålgodsvogn type O eller Schwerin, som jeg også har en af i skala H0.
H0-vognen er som bekendt ommalet til en dansk PU-vogn, og det kunne man også gøre med skala N-vognen, selvom den har det samme problem med akslerne, der sidder for tæt.
Denne gang får vognen lov til at forblive tysk, hjemmehørende i Deutsche Reichsbahn. Forbilledet blev bygget fra 1892 til 1913 i over 40.000 eksemplarer!
Når man lige har vænnet øjnene til den store skala 0, så er vognen meget, meget lille. Med sine 41 millimeters længde kunne den nærmest bruges som fingerbøl, og alligevel er den lille vogn fint detaljeret.
Kigger vi nærmere på litreringerne, ser de faktisk ud som om de er håndmalet, ganske som i virkeligheden! Den øverste linje tekst er ca. ½ mm høj, så man må sige Fleischmann er sluppet godt fra opgaven.
Billedet af vognen kan iøvrigt ses i højere opløsning på min Flickr-side.
Vognen har også en storebror, nemlig O 25 231, der på grund af håndbremsen er en anelse længere. Hele 45 mm er vognen over pufferne, og det nydelige bremsehåndtag inspirerer til at sætte en figur på bremseplatformen.
De to O-vogne passer perfekt til Æglæggets skarpe kurver og til Tyskland omkring 1930. Jeg glæder mig til at patinere dem og fylde dem med spændende laster.

Endnu en vogn fandt vej i indkøbskurven, nemlig Ovw Würzburg 19 528, ligeledes produceret af Fleischmann.
Den højsidede åbne godsvogn er også fra begyndelsen af det 20. århunderede, og blev efter alt at dømme brugt til transport af kreaturer. Med sit højtsiddende bremsehus ser den herligt gammeldags ud, og passer derfor også fint ind på det kommende minianlæg.
Som nogle måske allerede har bemærket, har jeg forsøgt mig med en ny stil til billederne. Når andre hjemmesider sætter nye standarder for billedkvalitet, bliver man jo nødt til at forsøge at følge med.
For noget tid siden havde jeg ballasteret et lille stykke spor og sået græs foran på et stykke flamingo. I dag fandt jeg flere passende himmelbaggrunde og printede dem ud.
Ovenfor kan du se opstillingen, med et stykke hvidt papir som bund til at fungere som en reflektor. Lyset kommer fra fire 50w spots i loftet. Man kan se de fire skygger tydeligst bag himmelbilledet, men det er heldigvis ikke særligt tydeligt på vognbillederne.
Jeg synes det illuderer en solrig sommerdag udmærket, men det vil jeg lave flere forsøg med i den kommende tid. Hvad synes du?
Nu er det heldigvis sommerferie, så jeg håber at komme meget videre med æglægget i de kommende uger. Mere om det senere…
July 21st, 2010 at 7:44
Din opstilling og billederne ser særdeles flotte og naturtro ud.
Mere tak.
July 23rd, 2010 at 21:38
hvor må det være fedt at have de fotoevner, selv i kunstbelysning. Stor ros herfra
July 25th, 2010 at 14:35
Takker…mere er på vej