Kontakt: occam@mj-blog.dk
Indhold
MJ-blog.dk rummer en mængde anmeldelser og omtaler af nye og gamle modeller, og det er et af bloggens kerneområder. Patinering af materiel er også et fokusområde ligesom bygning af modelbygninger og dioramaer.
På MJ-blog.dk kan du også læse reportager fra modeltogsrelaterede begivenheder som f.eks. messer og udstillinger og endelig flere interviews med forskellige aktører inden for hobbyverdenen.
Bøger jeg læser om jernbaner, industri eller modeljernbane vil blive anmeldt og noteret på siden Litteratur. Gode tips og links, jeg finder på nyhedsgrupper eller andre hjemmesider, vil også blive viderebragt.
Hvis ikke andet er nævnt handler indlæggene om modeller om skala H0, 1:87, men andre skalaer bliver også berørt. Forløbig kan man læse enkelte artikler om modeljernbane i skala 1:35 og skala 1:160, N, og der kommer flere til.
Undertegnede, Occam, står for de fleste artikler på MJ-blog.dk, men indtil videre har tre andre skribenter også bidraget. Har du lyst til at få en artikel om et modeltogsrelateret emne offentliggjort her, er du velkommen til at kontakte mig.
Hvorfor
Som aktiv netbruger har jeg længe savnet et sted på internettet at læse mere om modeltog. Der findes naturligvis allerede flere gode steder som f.eks. nyhedsgruppen dk.fritid.jernbane.model, sporskiftet.dk, danskmodel.dk samt en række private sider om folks egne modeljernbaneanlæg. Fælles for de fleste modeljernbanehjemmesider er dog, at de ikke bliver opdateret så ofte.
Sammenlignet med andre lignende hobbyer som f.eks. militær modelbygning, der har fremragende sider som Armorama.com, kan man derfor savne et sted at læse mere om modeljernbanehobbyen. Blandt andet derfor har jeg valgt at lave denne hjemmeside. Hvis andre ikke laver det man gerne vil læse, må man jo lave det selv!
Format
Blog-formatet er valgt af to årsager. For det første for at lære ny software at kende, og for det andet at mindske tiden brugt på kedelige netopgaver. Det gratis open-source program Wordpress, som denne blog er skrevet i, har vist sig at være yderst velegnet til formålet.
Når man skriver en ny artikel på bloggen, kategoriserer man det efter nøgleord som f.eks. godsvogn og Heljan, og derved opbygges menustrukturen helt automatisk. Systemet er et CMS, altså et Content Managing System, hvilket betyder at man slet ikke behøver tænke på koder, og at skrive en ny artikel svarer nærmest til at sende en email.
Blogformatet lægger op til en høj grad af interaktivitet fra sidens brugere, og jeg håber på længere sigt, at der vil komme mange kommentarer fra folk, der er enige eller uenige med mig. Derfor må du endelig benytte kommentarfeltet under hver artikel til alle former for kommentarer, rettelser, tilføjelser etc. Alt bliver læst!

Har du forslag eller kommentarer til bloggen, er du meget velkommen til at kontakte mig direkte på occam@mj-blog.dk.
Velkommen til MJ-blog! ![]()
Med venlig hilsen
- Occam